Abonnementsartikel

Der begynder så småt at blive trængsel på hædersvæggen i Stemas-hovedafdelingen ved Hadsten. For ikke længe siden modtog firmaets servicefolk for tredje gang af tre mulige hæder fra Yanmar for at ligge helt i top blandt alle europæiske forhandlere med service. Yanmar har hædret Stemas som forhandler i det hele taget med "Outstanding Dealership Award".

Hæderen er givet for Stemas' medvirken til at sikre Yanmar fremgang i salget af entreprenørmaskiner og som en påskønnelse af hårdt arbejde, produkt-ekspertise og stor gensidig respekt mellem Yanmar og den danske importør.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Minigravere i 50 år

Det handler egentlig bare om at sætte stikket i kontakten. Så kører maskinen emissionsfrit.

Salgsdirektør Robert Kjærgaard

Stemas

- Det er naturligvis altid dejligt med anerkendelse for den indsats, vi gør. Yanmar har 50 års jubilæum netop i år for produktionen af den allerførste minigraver, og min umiddelbare tanke var, at fabrikken nok benyttede jubilæet til at sende en flot plakette til alle forhandlerne. Det har vist sig ikke at være tilfældet. Vore importørkolleger i flere nabolande er ikke blevet hædret på samme vis, og derfor er der vægt bag de gyldne ord i den fine træramme, siger salgsdirektør Robert Kjærgaard hos Stemas, som giver æren videre til medarbejderne i Hadsten og Køge.

Den danske importør gør sig også løbende bemærket i samspillet med den japanske minigraver-kæmpe. Helt unikt var det Stemas, der formåede Yanmar til at lave modellen ViO12 som en videreudvikling af den allerede eksisterende ViO10. Der skulle noget ekstra til i Danmark, forklarede Stemas-folkene japanerne. Også en minigraver skal nemlig kunne styres med joysticks. Dem byggede Stemas i første omgang selv på ViO 10-maskinen, indtil fabrikken udvidede produktprogrammet med den danske ViO12.

ViO12 går hybrid

Nu har teknikerne i Hadsten haft fat i værktøjet igen og har bygget et hybridsystem til montering på Yanmar ViO12.

- Mange entreprenører ønsker at bruge ViO12'eren til indendørs opgaver, ikke mindst med en oliehammer til nedbrydning. Derfor har vi nu designet et anlæg, som gør det muligt at skifte fra dieseldrift til el-drift på under et minut. Det handler egentlig bare om at sætte stikket i kontakten. Så kører maskinen emissionsfrit. Det er allerede blevet bemærket i Yanmars europæiske hovedkvarter i Frankrig. Vi har fået melding om, at teknikere fra Frankrig kommer en tur til Hadsten for at se på vores hybrid, siger Robert Kjærgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De første hybrid-maskiner er allerede sendt ud fra Stemas til kunder både i Danmark, Sverige og Norge.