Abonnementsartikel

Da solen stod højere på himlen, og regnmålerne tørstede efter indhold, skønnede Claus Christensen, formand for Danske Juletræer, at tørken ville komme til at koste hans medlemmer 10-12 millioner kroner. Det var i juli måned, og når direktøren et par måneder senere gør status, er skønnet ikke helt ulig virkeligheden.

- Jeg tror, at mit skøn med de 10-12 millioner kommer til at holde stik. Vi har mistet omkring 25 procent af en årgang på grund af tørken, og de træer kommer vi til at mangle, når de er vokset op og bliver salgsklare om 8-10 år, siger Claus Christensen til Maskinbladet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange træer overlever

Indeværende juletræssæson tæller planter fra efteråret 2017 og fra foråret 2018. Claus Christensen fortæller, at planterne fra sidste efterår har nået at få fat i jorden. Derfor er det kun cirka hver fjerde plante fra dette forår, som har bukket under for tørken.

- Men de 25 procent er et gennemsnit. Jeg har hørt om producenter, som har mistet tæt ved 100 procent, tilføjer han.

Af de træer, som er salgsklare i år, er der meget lidt planteafgang, fortæller Claus Christensen.

- Nej, de træer har et godt rodnet. Og faktisk stammer nordmannsgran fra Georgien og Tyrkiet, hvor der er meget varmt om sommeren. Så isoleret set har tørken ikke været et stort problem. Vi forventer blot seks til syv procent planteafgang i år af den grund, forklarer han og maner dermed potentiel trængsel og alarm over årets juletræshøst til jorden.

- Nej, den er ikke i fare. Men vi har lokale forskelle på grund af vejret, som kan give udsving. Og det er vi vant til, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Areal i tilbagegang

Juletræsproduktion har ikke været en guldrandet forretning i de senere år, erkender Claus Christensen, men det er en forretning, som med garanti har et eksistensgrundlag hvert år i december. De senere år har udbuddet dog været så stort, at det har presset priserne ned.

- Juletræsproduktion i Danmark er et eksporterhverv, eftersom vi eksporterer 9 ud af 10 juletræer. Men på eksportmarkederne bliver vi udfordret af polske, tyske og engelske konkurrenter, som kan producere træerne meget billigere. Den parameter kan vi ikke konkurrere på, det kan vi til gengæld på kvaliteten af træerne. Men det kræver meget pasning og tid at producere juletræer af høj kvalitet, så det er ikke en let branche at begå sig i lige nu, siger Claus Christensen.

- Vi har kæmpet med et merudbud i flere år. Arealet er nu i tilbagegang, så der bliver plantet færre træer, idet producenterne har haft svært ved at leve af produktionen, tilføjer han.

Behov for optimering

Som talerør for de danske juletræsproducenter har Claus Christensen i sinde at kæmpe videre for sine medlemmer. For ikke at tabe konkurrencen mod de billigere producenter fra andre lande, så skal danske producenter finde nye måder at optimere produktionen på, mener han. Og så er der nogle håndtag af politisk karakter, som han som direktør meget gerne vil dreje på.

- Juletræsarealer bliver ikke ligestillet med landbrugsjord. Det betyder for eksempel, at vi som juletræsproducenter skal holde 100 meters afstand til gravhøje. Landbruget skal kun holde to meters afstand. For en juletræsproducent betyder det mere end 3 hektar, som han ikke må dyrke juletræer på op til et fortidsminde. Vi har respekt for fortidsminder, men vi er ikke tilfredse med den forskel, som der bliver gjort på landbrug og juletræsproduktion, eksemplificerer Claus Christensen.