Abonnementsartikel

Da miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen offentliggjorde de 15 steder, som juryen bag Naturkanon har kogt mange hundrede bud ned til, var 11 steder helt eller delvist Naturstyrelsens arealer. Natrustyrelsen har samlet nogle af de bedste oplevelser på Naturstyrelsens arealer, så du kan pakke bilen og tage ud for at udforske naturperlerne på egen hånd.

Råbjerg Mile

Ved en af Europas største vandreklitter kan du opleve, hvordan sandet sluger lyd, så stilheden er overvældende eller du kan høre sandets stille hvislen, når det fyger hen over milen. Du kan også besøge Bunken Klitplantage, som fik dæmpet den sandflugt, som var en plage for folk og fæ, eller gå på opdagelse i krigshistorie ved Fårebakke, hvor 13 betonbunkere under 2. Verdenskrig udgjorde Ålbækbugt Batteri.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Du kan stadig studere de gamle løbegange og følge dem, så du kommer rundt i de forskellige dele af anlægget. Du kan også stadig se fundamenterne til de store kanoner.

Fosdalen og Svinkløv

Gå på en stille vandretur gennem de smukke og kuperede områder i Fosdal og Langdal Plantager, hvor der findes flere forskellige vandreruter. Du kan også finde frem til Vor Frue Kilde, som har haft besøg af talløse syge mennesker, som på Maria Bebudelsesdag (8. september) kom fra nær og fjern for at drikke det helbredende vand i helligkilden i dalen. Kommer du mellem juli og september er der også gode chancer for at finde mosebøllebær, enebær og tyttebær på Rødland Hede.

I svampesæsonen er her kantarel og mange arter af rørhatte både i Fosdal og Langdal Plantage. Også i Svinkløv Klitplantage er der et væld af vandreruter, motionsredskaber, ridestier, handicapsti og en berømmet mountainbikebane.

Vind Hede og Stråsø Plantage

Kig på stjerne, rid en tur eller fyld kurven med svampe og bær. Det er blot nogle af de oplevelser, som er i vente på Stråsø Plantage, som er et af landets største skov- og hedearealer. Plantagerne også et oplagt sted på at få mælkesyre i benene på mountainbikeruten og bagefter vaske sveden af i plantagens badesø.

Den østligste hede i Stråsø Plantage er Vind Hede, hvor der den store regnspove yngler. Den centrale del af Vind Hede er udpeget som vildtreservat. Det betyder, at der er adgang forbudt på heden om foråret. Resten af året er adgangen til området stærkt begrænset.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mols Bjerge

Udover utallige muligheder for korte og lange gåture, cykelture eller overnatning i det fri, byder det tørre, buklede landskab i Mols Bjerge på helt særlige oplevelser. Besøg for eksempel Agri Bavnehøj, der med sine 137 meter, er det højeste punkt i Mols Bjerge. Fra toppen er der vid udsigt over Molslandet med omgivende bugter og vige. Står man på Agri Bavnehøj, står man så godt som midt i Danmark, hvis man ikke medregner Bornholm.

Derfor er højen siden 1800-tallet blevet brugt som udgangspunkt for landmålinger. Du kan også tage forbi Helligkilde midt i Mols Bjerge. Her i en knastør skrænt er vandet piblet op fra jorden og det på trods af, at alle ved, at vand løber nedad.

Gudenåens og Skjernåens Kilder

Midt i vandskellet på den jyske højderyg er der overflod af historie og kultur. Du kan for eksempel følge Hærvejen og gå i fodsporene på studedriverne, der drev de midt- og nordjyske bønders okser til markederne i Nordtyskland. Den jyske højderyg har været hjemsted for Danmarks første vandland, som blev bygget i 1930'erne.

I dag kan man stadig finde de revnede og mosgroede beton-bassiner i marken. Der er også mulighed for at se en rest af den blandede løvskov, der oprindeligt dækkede Danmark, i blandt andre Kollemorten Krat og Tinnet Krat.

Vadehavet

Vadehavet er et mekka for fugle, fisk og mennesker. Området er særligt kendt for at være mellemstation for fugle, der enten er på vej mod nord eller syd. Mens efteråret byder på god mulighed for at se det smukke fænomen Sort Sol, hvor fugleflokke tegner mønstrer på aftenhimlen. Både Fanø og Rømø byder på lange, hvide strande, sælsafari og fugleture, mens du kan se naturen i fri dressur på Skallingen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Svanninge Bakker og Bjerge

De Sydfynske Alper er et af de mest besøgte naturområder på Fyn med op mod 300.000 besøgende hvert år. Et gammelt sagn fortæller, at trolden Finn holder til i Svanninge Bakker. Ifølge sagnet er det ham, der har gravet hullet, hvor Arreskov Sø ligger. Jorden smed han i de store bunker, vi nu kalder Svanninge Bakker.

Du kan møde Finn i fuld figur eller tage forbi Tyveknappen, som muligvis har været galgebakke til skræk og advarsel.

Røsnæs

Fra Røsnæs, som er Sjællands vestligste punkt, kan du på gode dage skue ud i Storebælt til Samsø og Storebæltsbroen. Du kan både besøge Røsnæs Fyr, som stod færdig i 1846, men blev slukket i 2008, så det i dag er åbent for publikum. Længere ind mod landet kan man gå til toppen af Vågehøj, der med sine 55 meter over havet giver kig til Fyn, Samsø, Mols og pylonerne på Storebæltsbroen, hvis der er klart vejr. Røsnæs gemmer også på en blodig historie og har både lagt jord til slag og overvågning.

I dag kan man fra en gammel bunker på Vågehøj prøve at overvåge trafikken gennem Storebælt. På Rullehøj, hvor Valdemar Sejrs søn ifølge sagnet blev dræbt af et vådeskud, og Sejr efterfølgende forlangte, at ingen træer skulle kaste deres skygge på den forbandede jord, kan man i dag få et adrenalinkick ved at følge den sorte eller den røde sporrute til levn fra Den Kolde Krig og 2. verdenskrig.

Melby Overdrev og Tisvilde Hegn

Tæt ved Liseleje finder man Melby Overdrev, som i virkeligheden er en hede og Sjællands eneste store lynghede. I august blomstrer heden og står tæt som et lilla tæppe. Der er sjældne orkideer som for eksempel bakkegøgelilje og flere arter af gøgeurt, fugle som blandt andre hedelærke, natravn og markpiber og 34 rødlistede sommerfuglearter i Melby Overdrev.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Er man ikke til heder, byder Tisvilde Hegn og på en rigtig troldeskov, en gammel slotsruin og en forsvunden landsby dybt inde i skoven.

Kalvebod Fælled/Vestamager:

På Kalvebod Fælled er den største attraktion landskabet: det flade strandoverdrev med åbne vidder, hvor himmel og hav står skarpt adskilt, og man kan få en fornemmelse af uendelighed. Stedet er samtidig et dyremekka med jagende rovfugle, dådyr, masser af fugle og græssende køer, får og heste.

På den anden side af Fælleden kan man cykle, løbe eller vandre på den 14 km lange kyststi på toppen af det gamle dige, der tidligere var en del af det lukkede Klydesøreservat. Undervejs er der god mulighed for at kigge på fuglene i Klydesøreservatet fra et af de fire fugleskjul.

Mandemakker Bakker og Møns Klint

På Møns Klint mødes ekstremer. Her er en vild, hvid verden af kridt ud mod Østersøens blå hav. Gå de 468 trin ned af Grårygtrappen og tag turen op ad mellem flintesten, blandede vandreblokke, fossiler og sandstrand på Maglevandstrappen, som med 497 trin er Danmarks længste trappe. Du kan være heldig at se vandrefalken jage med op mod 400 km i timen, gå på opdagelse i skoven på Høje Møn blandt Danmarks ældste bøgetræer, få historien bag landskabet på GeoCenter Møns Klint eller rejse en tur tilbage til 1700-tallet i parken ved lystslottet Liselund.

I Klinteskoven og på Mandemakker Bakker er biodiversiteten helt i top og derfor kan man opleve et væld af svampe, orkidéer og sjældne insekter.