Glamsbjerg Maskincenter A/S har overtaget KN-Teknik og samler alle aktiviteterne i Glamsbjerg.
- Vi har gennem den seneste tid arbejdet sammen med KN-Teknik om service og vedligeholdelse af maskiner, og det er derfor en glæde for os, at dette samarbejde kan afsluttes med en overtagelse af aktiviteterne i KN-Teknik, siger servicechef Ulrik Bøgelund fra Glamsbjerg Maskincenter A/S, der i forvejen driver en virksomhed med fokus på have- og entreprenør- og landbrugsmaskiner.
KN-Tekniks indehaver Knud Nylandsted har besluttet sig for at afhænde sin forretning og sit værksted efter 21 år i branchen.
68-årige Knud Nylandsted har i et stykke tid samarbejdet med Glamsbjerg Maskincenter A/S omkring både salg og service. Knud Nylandsted vil i en tid fremover være tilknyttet Glamsbjerg Maskincenter A/S for at kunne overdrage kundekontakterne, så overgangen sker så nemt som muligt for alle parter.
Glamsbjerg Maskincenter gik konkurs for to år siden, men i april 2017 lykkedes det Ulrik Bøgelund, Kristian Jørgensen og Søren Bech Sørensen at føre virksomheden videre efter en kapitalindsprøjtning.
Virksomheden holder til i tidssvarende lokaler med eget serviceværksted samt butik- og salgsafdeling, og her vil alle aktiviteter være samlet fremover.
Glamsbjerg Maskinforretning er forhandlere af Kubotas UTV og et stort program indenfor ATV og UTV i form af det amerikanske mærke Artic-Cat-Textron.