Et hestehegn er ikke bare et hestehegn. Der findes mange forskellige slags, og der skal ikke mange minutters kørsel til på de danske landeveje, før man møder en del af slagsen. Nogle er simple stolper banket i jorden og med en enkelt tråd, andre er plastichegn, og nogle er lavet med smukke flækkede egestolper.
Hos firmaet Ven-Po i Hjerm ved Holstebro gik indehaver Flemming Vith Hansen for tre år siden i tænkeboks med henblik på at komme op med en idé til en ny type hegn, der ikke bare kunne anvendes til et enkelt formål, men skulle være fleksibelt og - ikke mindst - produceret med tanke for genbrug.
- Den grundlæggende tanke var, at hegnet skulle være lidt Lego-agtigt, så de samme moduler kan have forskellige funktioner, fortæller Flemming Vith Hansen, der efter tre år nu er klar med en helt ny type dyrehegn.
- Vi ville gerne skabe et hegn med en meget lang levetid. Derfor har vi valgt en galvaniseret løsning, hvor der er 30-40 års levetid på stolperne, og så er plastdelene lavet af genbrugsplastic, der er utrolig stærkt og derfor har den lang holdbarhed, siger han.
Mange muligheder
Det nye hegn består i al sin enkelhed af en galvaniseret stålstolpe, hvorpå man monterer isolatorer lavet i plastic. Og der er vel at mærke tale om genbrugsplastic.
- Vi har fremstillet nogle produkter, som kan have flere forskellige funktioner. Det vil sige, at man kan lave et fuldt hegn ud fra nogle få dele. Hegnet er uafhængigt af huller i stolperne, så delene kan flyttes op og ned uden problemer. Det vil også sige, at vi har et hegn med mange anvendelsesmuligheder. For eksempel kan du bruge to stolper og en snor til at klippe din hæk helt lige efter, siger Flemming Vith Hansen.
Men selv om hegnet har mange anvendelsesmuligheder, så er det primært fremstillet til indhegning af dyr. Alle plasticdelene er lavet, så de kan monteres på stolperne uden brug af værktøj. Det betyder, at man i løbet af kort tid kan få stillet et komplet hegn op.
- Vi har koncentreret os om at lave et hegn, der er hurtigt at sætte op og tage ned igen. Vi har også tænkt på, at hegnet skal kunne genbruges mange gange. Det betyder samtidigt, at det har en god gensalgsværdi, hvilket du ikke har på et typisk hegn, der som regel bliver smidt væk, når det tages ned.
Den fleksible løsning betyder blandt andet at man hurtigt kan flytte en tråd op eller ned, så man kan krybe ind på folden og ikke skal vandre hele vejen hen til porten. Hegnets fleksibilitet giver den ekstra gevinst, at klipning af græs kan gøre mere effektiv.
- Vi har lavet et modul, så man kan få tråden et stykke ud fra stolpen, så det er let at slå græsset under hegnet, for eksempel med en robot eller en udhængt klipper. Det kan også bruges til at holde en ulv eller en ræv væk fra hegnet, fordi de møder tråden før hegnet, siger Flemming Vith Hansen.
Hegnet fra Ven-Po er så nyt, at det knap har ramt hylderne, men det sker indenfor ganske kort tid.