Når smedekonkurrencerne bliver afviklet på dette års Hest & Rytter (7. - 10. marts 2019), er det for første gang Hestens Værn, der står bag de brandvarme udfordringer. Der er tale om Dansk Mesterskab for Registrerede Beslagsmede, og har man bare den mindste smule interesse for de hårdtarbejdende smede, der til dagligt passer hovene på vores heste, så er det en god idé at dukke op, når der bliver tændt for de glødende esser.
Konkurrencerne løber torsdag - lørdag fra kl. 9 til ca. kl. 16 hver dag hos beslagsmedene i Hal D. Der er deltagende smede fra forskellige lande i Europa, blandt andet Rusland, Norge, Sverige og Danmark.
Over de tre dage bliver der afholdt to beslagsmede-clinics dagligt med henholdsvis beslagsmed Aksel Vibe og beslagsmed Jim Blurton. Her vil de vise modificering og smedning af forskellige beslag og eventuelt beskæring af hove. Disse clinics er for beslagsmede, men som noget nyt har publikum fået adgang til at overvære dem.
- Et af de nye tiltag er blandt andet konkurrencen ?Bedst skoet ben?, der foregår i alle kategorier, og der vil være en pris for bedste håndtering af hestene under arbejdet med at sko hesten?, siger Martin Strande, der er registreret beslagsmed og bestyrelsesmedlem i den nye arrangør, Hestens Værn.
Har man ikke mulighed for at være til stede vil et af arrangementerne blive livestreamet på facebooksiden MustadNordic. Det sker ifølge Martin Strande torsdag klokken 18.30.
Spørg en smed
Om lørdagen er der semifinaler og finaler i alle tre divisioner i smedekonkurrencerne, og det er også her, smedene skal konkurrere om at smede, beskære og sko de smukke haflingerheste i hallen. Præmieoverrækkelserne finder sted lørdag den 9. marts umiddelbart efter konkurrencerne.
Lørdag klokken 12.00-13.00 er der ligeledes live-skoning af hest for publikum - norske Aksel Vibe demonstrer, hvordan en hest skos. Mens han arbejder, fortæller han publikum om, hvordan han arbejder, og hvordan han ser, hvad den enkelte hest har brug for. Publikum er velkomne til at stille spørgsmål til Aksel, mens han arbejder.