Ved årets Hest & Rytter-messe i Herning den 7. - 10. marts har Dansk Varmblods showudvalg sammensat et brag af et gallashow med titlen: The Greatest Show. Siden evalueringen i april af dette års gallashows ved Dansk Varmblods Hingstekåring har forbundets showudvalg været i gang med at finde numre og en rød tråd til næste års show. Hvert år byder på flere højdepunkter, sjove indslag og stemningsfulde numre, som bringer tårerne frem selv hos de mest hårdkogte.
Der er sket en enorm teknologisk udvikling fra første shows i 80'erne, og Dansk Varmblods Gallashows er i dag en kompliceret, professionel opsætning, hvor lys, lyd, kostumer og heste skal gå op i en højere enhed. Der skal ikke gå meget galt bag tæppet, førend der må improviseres, men efter mange år på deres respektive poster under showet, er showudvalgets medlemmer mestre i brandslukning, så publikum ikke opdager, når det brænder på bag tæppet.
- Det er spændende at få det hele til at fungere, og det er et sus at vente på, at tæppet går op for første nummer. Og så er der også et stort forventningspres, fortæller Lene Midtgaard fra showudvalget.
Hingstekåringens 40-års jubilæum i Herning skal naturligvis fejres, også i gallashowet, der har fået titlen: The Greatest Show og bliver åbnet med titelmelodien til filmen "The Greatest Showman" sunget til lejligheden af Sigmund, kendt fra X Faktor. Publikum kommer også til at møde de gennemgående figurer Tage og Else, der er i Boxen for første gang. Musikalsk kan showet byder på sangdivaer som Ida Corr og Julie Berthelsen, og igen i år vil hingstestationerne byde ind med flotte indslag, så man kan glæde sig til at se avlshingstene og deres ryttere i helt anderledes rammer. Flere udenlandske numre og spændende entertainere er booket, men det skal man ved selvsyn opleve i Herning til marts.