Abonnementsartikel

Nu får husejere mulighed for aktivt at tage del i kampen mod de sundhedsskadelige NOx-partikler, der findes i indåndingsluften og primært stammer fra bilernes udstødning.

Sådan lyder det i hvert tilfælde fra firmaet StoneTreatment i Vallensbæk, der lancerer et nyt produkt, der ifølge en pressemeddelelse ikke blot kan blot holde fliserne og belægningsstenene omkring huset fri for mos og alger, men også har luftrensende egenskaber, der minder om træernes fotosyntese.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyheden hedder Aktiv Beton- og Fliseimprægnering. Det specielle ved dette middel er ifølge StoneTreatment, at det indeholder det naturlige mineral titaniumdioxid, der fungerer som katalysator i en proces, hvor energien fra solens stråler bruges til at nedbryde og omdanne luftens indhold af NOx til uskadeligt nitrat.

Denne luftrensende proces sker samtidig med, at fliserne bliver renset for mos, alger og andet organisk snavs. Luftens NOx-forurening sætter sig først på flisebelægningen og danner grobund for alger og mos. Ved kontakten med titaniumdioxid nedbrydes NOx-forureningen af sollyset, og regnen skyller herefter de nedbrudte NOx-partikler væk sammen med mos og alger.

Aktiv i 15 år

Aktiv Beton- og Fliseimprægnering leveres i en dunk med 2,5 liter og skal blot påføres fliserne og belægningsstenene med spray eller malerrulle. Overfladen vil herefter være aktiv i op til 15 år. I hele denne periode vil husejeren bidrage til at bekæmpe luftforureningen og kan samtidig glæde sig over pæne og rene sten- og fliseoverflader, der er fri for mos og alger. Behandlingen sker med et naturligt vandbaseret produkt, der på ingen måde er giftigt, og som ikke farver fliserne og stenene.