Automower 435X AWD er Husqvarnas første seriøse skridt ind i maskiner med kunstig intelligens (AI). Det betyder, at man kan stemmestyre Automoweren via Amazon Alexa og Google Assistent, når robotplæneklipperen er udstyret med app-systemet Automower Connect. Det vil sige, at du kan fortælle din digitale assistent, om du vil have plæneklipperen til at stoppe, starte eller parkere. Og for de særligt IT-interesserede åbner Husqvarna også op for API'en, så man kan programmere Automower præcis til det, man vil have.
Firhjulstræk
Derudover er den nye Automower bygget til at smyge sig igennem smalle passager, og den kan bevæge sig over flere adskilte plæner, ligesom den kan klippe op til 3.500 kvadratmeter græs. Kommer der en stigning i vejen, er det ikke et problem. For Automower 435X AWD kan også klare stigninger på helt op til 70 procent (35 grader.) Til sammenligning har en sort skipist typisk en stigning på 40-60 procent.
Den store trækkraft skyldes flere ting. Maskinen er udstyret med firhjulstræk, og så er den ifølge Husqvarna den første robotplæneklipper med en krop, der er delt i to fleksible dele for at kunne håndtere hyperkomplekse plæner. Endelig gør hældningskontrollen maskinen i stand til at måle den aktuelle stigning og vurdere, hvor den skal lægge trykket på de fire hjul.
Ekstra sikkerhedsfunktioner
Som med alle Husqvarnas robotplæneklippere stopper Automower 435X AWD automatisk, hvis man løfter eller vender robotten. Dertil sætter robotten farten ned, når den registrerer en genstand i nærheden, så man ikke skal bekymre sig om sammenstød - heller ikke, hvis man har Automower kørende i naturområder.
Sikkerheden forøges ydermere med det beskyttende gummistødværn på fronten af robotten, som minimerer risikoen for skader på maskinen.