Abonnementsartikel

Når de to pandaer i april ankommer til det nye pandaanlæg Zoologisk Have, kan de slange sig på store sten og træstammer med indlagt køl og varme. Systemleverandøren Neotherm A/S har specialdesignet løsningen af den usædvanlige opgave.

- Det er sjovt, når vi får den slags specialopgaver ved siden af vores mere traditionelle VVS- og ventilationsopgaver, og selvfølgelig kan vi også det - lave sten og træstammer med indlagt køl og varme, siger projektansvarlig Ole Puggaard fra Neotherm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Blandesløjferne til de tre sten og to træstammer i udeanlægget er nu blot en lille del af Neotherms samlede levering til pandaanlægget - men helt sikkert den mest usædvanlige.

Kæmpe panda-anlæg

Ordren omfattede også blandesløjfer til køle/varmeflader, som forsyner de to store ventilationsanlæg, gulvvarme til den store restaurant med panoramaudsigt til pandaerne, to rustfrie varmtvandsbeholdere og køle/varme-units til opvarmning og nedkøling af vandet, der cirkulerer i sten og stammer og i restaurantens gulvvarme. Det hele udført i tæt samarbejde med VVS-entreprenøren C5 VVS A/S.

- Alt hvad vi har leveret til pandaerne i Zoo er detailprojekteret, der er ikke noget standard. Det gælder lige fra gulvvarmen i sten og stammer til lufttæppe-installationen, der giver varme ved indgangen til restauranten. Det har vi lavet på specialmål og indfarvet i "panda-sort", fortæller Ole Puggaard.

Yin og Yang

Panda-anlægget i Zoo er tegnet af arkitekt Bjarke Ingels som et kæmpe Yin og Yang symbol, og Schønherr Landskabsarkitekter har designet indretningen af udeanlægget med vandløb, træer og sten, der gerne skulle få de to pandabjørne fra Kina til at føle sig hjemme. Det er en han og en hun, og håbet er selvfølgelig, at de to pandaer på sigt vil blive til flere.

Klimaet i Danmark ligger meget tæt på det, pandaerne kommer fra i naturen, men alligevel giver det god mening med lune og kølige flader i anlægget, siger zoolog Katrine Friholm fra Zoologisk Have.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I Zoo skal alle dyr have mulighed for at termoregulere og opsøge ekstra afkøling eller varme alt efter, hvad de har brug for. Når varme- og afkølingsmulighederne er lavet i form af vandløb og kunstige sten og stammer, skyldes det, at vi både skal give dyrene muligheder for naturlig adfærd og samtidig give gæsten en ide om dyrets naturlige levested, fortæller Katrine Friholm.

Sten og stammer er placeret, så publikum får et godt udsyn til pandabjørnene, hvis de får lyst til at varme eller afkøle sig. Klipper, sten, vandløb og træstammer er bygget op i grove stålkonstruktioner - nogle af dem med indlagt "gulvvarme" - og er derefter formet i sprøjtebeton og malet, så de ser naturlige ud. Dette er udført af firmaet ScenArea, som er specialister i kunstige klipper og landskaber.

Ud af boksen

Jesper Skovborg Jakobsen fra Neotherms projektafdeling fik opgaven på sten og stammer ind på sit bord først i 2018. I udbudsmaterialet var der specifikationer på de forskellige krav til for eksempel dimensioner og temperatur, men der skulle alligevel tænkes ud af boksen for at løse opgaven.

- Vi er jo vant til at levere gulvvarmeanlæg, hvor det bare skal være fladt og kunne afgive varme. Til pandaerne skulle vi finde på en løsning til både køl og varme, og hele molevitten med blandesløjfer og gulvvarmeslanger skulle være egnet til at blive indbygget i sten og stammer og fungere udendørs i alt slags vejr. Det er ikke den slags gulvvarme, vi laver mest af, siger Jesper Skovborg Jakobsen.

Alle enheder styres automatisk efter temperatur af CTS-anlægget. Når der skal varme på, er det fjernvarmeløsningen, der leverer, men skal der være køl i stenene i stedet for varme, træder endnu en skræddersyet løsning til - så bruger anlægget overskudskølevand fra Den Arktiske Ring ved siden af pandaanlægget i Zoologisk Have.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I anlægget i Zoo kommer de to pandaer til at leve adskilt i hver deres del af udeanlægget det meste af året. Kun i brunstperioden på fire dage om året vil de blive lukket sammen.