Luft-til-luft-varmepumper vinder frem i helårshuse og fritidshuse, hvor der tidligere har været brugt dyr el-opvarmning. Men en varmepumpe passer sjældent til dansk arkitektur og forstyrrer ofte husets udseende.
- Vi har udviklet en varmepumpeskjuler, der er tilpasset nordisk arkitektur. Skjuleren er fremstillet af forzinket metal i et smukt, æstetisk design med enkle og rene linjer, der gør varmepumpeinstallationen mere elegant og diskret i stedet for at forstyrre øjet, siger ingeniør Klaus Thøgersen fra TPU A/S, der har udviklet varmepumpeskjuleren Zinchouse.
Fokus på effektivitet
Varmepumpeskjuleren er resultatet af en teknologisk udviklingsproces med fokus på at producere en varmepumpeskjuler, der ikke påvirker varmepumpens ydeevne og effektivitet.
- Flere har selv forsøgt at forskønne sin varmepumpe med beplantning eller hjemmebyggede skjulere, men det kan let give problemer. Hvis den kolde udblæsningsluft fra pumpen bliver blot lidt forstyrret, kan varmepumpen suge en del af den kolde luft ind igen, så den ikke længere yder sit bedste. Varmepumpen bliver mindre effektiv, og det koster et noget større elforbrug, forklarer Klaus Thøgersen.
Dokumenteret effektivitet
Zinchouse er konstrueret således, at varmepumpens effektivitet bevares 100 procent. Virksomheden har ved hjælp af avancerede computersimulationer fundet den helt rigtige udformning, der både skjuler og beskytter mod regn uden at hindre de vigtige luftstrømme. Efterfølgende har Teknologisk Institut foretaget målinger på varmepumpeskjuleren, der dokumenterer, at varmepumpens effektivitet og ydeevne er 100 procent intakt.
- Zinchouse virker optimalt, og samtidig er den vejrbestandig og beskytter varmepumpen mod regn, sne og løvfald. Det er den ideelle varmepumpeskjuler for den grønne og kvalitetsbevidste husejer, der også tænker æstetisk, siger Klaus Thøgersen.