"The boys are back in town."
Thin Lizzys kæmpehit fra 1976 brager ud af højtalerne, der står rundt om Ring 1 på Roskilde Dyrskue. "The boys" er Dancing Diggers; dansende gravmaskiner. Og de er "back in town" på dyrskuet, hvor de ikke har optrådt siden 2009.
To JCB 4CX-rendegravere og en JCB Hydradig-gravemaskine var stjerner i showet, og de tiltede, løftede sig, snurrede rundt, kørte stærkt og vinkede med deres grabber til stor begejstring for de langt over 1000 mennesker, som kiggede på.
- Det er underholdende og fremragende. Det er utroligt, at et menneske kan styre så mange kilo på den måde. Det er grænsende til det graciøse, siger Anni Jensen, der var en af de mange seere til Dancing Diggers.
Cirkusmaskiner
Da drengene var blevet blevet præsenteret i byen, ændrede stemningen sig. Nu var det alvor. Wiz Khalifas "Black and Yellow" og dens noget mere elektroniske rytme starter. En sang, der normalt refererer til det amerikanske fodboldhold Pittsburgh Steelers. I dag refererer det til de velkendte JCB-farver.
I en fuldstændig synkron bevægelse sætter de to rendegavere deres grab i jorden. Derefter deres kranarm. Og så løfter de sig i en bro, der bliver så tilpas stor, at den knap tre meter høje Hydradig kan køre igennem. Manøvren fremprovokerer positive udråbsord fra tilskuerpladserne.
- Det var en oplevelse. Det var fascinerende men stadig kontrolleret. Det er meget imponerende, siger tilskueren Stig, der blandt andet havde sit barnebarn Erika med.
Hun var dog noget mere fåmælt.
- Det var flot, sagde hun.
Maskinerne er danske
Dancing Diggers er fra England. De havde dog ikke egne maskiner med i dagens anledning, da de havde lånt af den danske JCB-forhandler Nicolaisen og Larsen. Konceptet med de dansende rendegravere stammer helt tilbage fra 1960'erne, hvor grundlæggeren lord Joseph Bamford kørte sin Cadillac under en rendegraver, der, ligesom i dag, havde løftet sig op og dannet bro med sine hydrauliske arme.
Teamet bag Dancing Diggers er i dag fuldtidsprofessionelle aktører, der ikke laver andet end at optræde.
Showet bliver afholdt i alt seks gange på Roskilde Dyrskue - to gange på hver af de tre dage.