Abonnementsartikel

Bor man uden for byområderne, kan man normalt ikke nyde godt af fordelene ved fjernvarme. Dels er det for dyrt at trække rørene ud til yderdistrikterne, dels er varmetabet ofte for stort til, at det ville være miljømæssigt forsvarligt.

Fjernvarme anses i reglen for at være billigere end opvarmning med gas, olie eller elektricitet. Afhængig af det enkelte fjernvarmeværks økonomi tilbyder fjernvarme ofte en billig opvarmning til forbrugeren. Med fjernvarme er der nemlig flere om at dele udgifterne, fordi fjernvarmeværket er organiseret som et andelsselskab. Det betyder at brugerne er andelshavere og dermed fælles om at eje fjernvarmeværket.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med mange forbrugere i byområderne kan værkerne ofte opnå en god størrelse, så man kan købe stort ind med mulighed for at andelshaverne kan få glæde af stordriftsfordelene.

Det er mange af disse tanker, der også ligger bag andelsselskabet Nærvarmeværket. Det blev stiftet for godt et år siden af fjernvarmeværket Trustrup-Lyngby Varmeværk, der ligger på Djursland. Lige som de traditionelle andelsselskaber bag fjernvarmeværkerne, er der ikke nogen ejere, der skal tjene penge på selskabet.

Tanken med Nærvarmeværket er at give folk, der bor på landet, de samme økonomiske fordele, som nydes af folk, der bor i byerne og er tilkoblet fjernvarme. Dette gøres muligt med varmepumper, der ved hjælp af strøm trækker energi ud af luften. Pumpen kan trække energi ud af luften selv om det fryser ned til cirka 15 grader.

Nærvarmeværket udlejer varmepumpen, der anbringes uden på huset. Service, reparation og udskiftning af pumpen er ikke beboernes hovedpine, men klares af Nærvarmeværket.

Pumperne leveres af den vestjyske virksomhed HS Tarm A/S, der har forhandlere over hele Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Med Nærvarmeværket er vi gået sammen om dette nye koncept, der blandt andet har til formål at udbredel luft-til-vand-varmepumper. Det skal specielt ske i det åbne land - zone 4 - hvor der ikke er kollektiv varmeforsyning, siger Hans M. Sørensen, der er administrerende direktør for HS Tarm A/S.

Han glæder sig til at fortælle om samarbejdet til interesserede gæsterne på Landsskuet Herning den 4. - 6. juli og betegner konceptet som stærkt og konkurrencedygtigt.

Alle kan blive bruger

Nærvarmeværket er i øvrigt ikke geografisk begrænset. Alle danskere, der kan få glæde af konceptet, kan blive brugere uanset hvor de bor i landet.

Han ser ikke kun økonomiske fordele for forbrugerne, men også fordele for miljøet. I Danmark er der nemlig cirka 150.000 oliefyr, hvoraf mange er af ældre dato. Kan disse efterhånden blive erstattet af luft-til-vand-pumper, vil CO2-udledningen blive reduceret.

Spørgsmålet er så, hvilket økonomisk udbytte Trustrup-Lyngby Varmeværk kan få ved at stifte Nærvarmeværket. Til TV2 Østjylland siger Tue Patursson fra Bolius, at fjernvarmeværket dermed får tilknyttet nogle brugere, som ellers ikke var oplagte af have i deres kartotek. Og når først de er inde i deres system, kan varmeværket måske få dem tilknyttet som kunder til andre ydelser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tue Patursson siger desuden, at varmepumpen i øjeblikket står som det bedste alternativ til oliefyret.