Abonnementsartikel

De knirker og knager, og mange af dem rager godt op i landskabet. Men de bør bevares for eftertiden, fordi de repræsenterer den første mekanisering af hårdt og tidrøvende, manuelt arbejde. Det gælder for både kornmøller, hammermøller og savmøller.

Susanne Jervelund er formand for Dansk Møllerforening, og hun ser bevarelsen af de historiske møller som en hjertesag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er tankevækkende, at disse møller gennem tusinde år har været en vigtig del af samfundsudviklingen. Ved at bevare dem sikrer vi, at kommende generationer kan lære om den teknologiske udvikling i praksis, siger hun.

rich-media-2
Vejstrup Mølle ligger ved Vejstrup Å i Svendborg Kommune. Pressefoto.

I Danmark står der flere end 100 historiske vind- og vandmøller, der alle vedligeholdes af frivillige. Sådan skulle det gerne fortsætte, men det kræver en aktiv indsats, og i denne forbindelse er offentlighedens bevågenhed vigtig.

Derfor har der gennem mange år været afviklet en årlig mølledag, hvor der er "åben mølle" overalt i landet. I år er der såkaldt mølledag søndag den 16. juni, hvor frivillige i møllelaug og museer viser deres arbejde med at bevare og formidle vores fælles kulturarv.

På dagen - hvor alle er velkomne - kan man komme indenfor i en mølle og se, hvordan kræfterne i vind eller vand bliver brugt til at male korn til mel.

Dagen åbnes officielt kl. 10 ved et arrangement på Uldum Mølle, der ligger mellem Horsens og Tørring.