Modsat manges opfattelse er efteråret faktisk årets bedste plantetid, siger planteekspert.

Selvom en tur i haven kan synes mere fristende om foråret, hvor alting begynder at spire, kan man med fordel trække i arbejdstøjet dette efterår. Om foråret kan planterne nemlig have svært ved at få rodfæste på grund af høj vandfordampning, mens de i efteråret har tid og ro til at gro, før de for alvor begynder at skyde i foråret. Det fortæller Kamilla Høy, der er planteekspert hos Plantorama.

- I løbet af efteråret er jorden stadig lun, men samtidig fuld af fugt. Hvis du får plantet i løbet af oktober, har dine planter de bedste betingelser for at vænne sig til stedet og danne sig et godt rodnet, forklarer Kamilla Høy.

Spar tid og penge i efteråret

Mens mange hopper i havecentrene og køber stort ind, så snart kalenderen melder forår, fordi de vil nyde synet i sommermånederne, peger Kamilla Høy på, at der både er tid og penge at hente ved at plante ud allerede nu.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Mange tænker ikke over, hvilket arbejde der reelt ligger i at plante i foråret. Forårsbeplantninger kræver rigeligt med vand og hvile den første tid, så det kan blive en udfordring, hvis man kort tid efter tager på sommerferie. I stedet bør man overveje at vente til efteråret, hvor haven på naturlig vis kan klare vandingsarbejdet for dig.

Ifølge Kamilla Høy giver plantningen i efteråret desuden et forspring på seks-syv måneder i forhold til de planter, der først sættes i jorden i marts-april, så snart frosten er væk. Særligt for frugttræer og -buske kan det betyde et større udbytte i form af æbler, blommer, kirsebær og ribs. Samtidig fordeles havearbejdet, så det hele ikke ligger på samme tid i foråret.