Deleøkonomi er en trend, som Husqvarna vil koble sig på. Idéen testes for tiden i Sverige og Tyskland.

Private haveejere kan hurtigt tømme sparegrisen, hvis redskabsskuret skal fyldes med alskens haveredskaber. Mange af dem skal måske ikke bruges mere end et par gange pr. sæson. Det kan hurtigt blive en høj redskabspris, når omkostningerne deles ud på antallet af arbejdstimer. Derfor barsler Husqvarna for tiden med at udleje redskaber, så brugerne kun betaler for den tid, de lejer en buskrydder eller motorsav.

"Tools for you" hedder konceptet, der i øjeblikket bliver testet af i både Sverige og Tyskland. Inden året er omme, vil også franske, amerikanske og australske haveejere kunne leje det eller de redskaber, de ikke selv vil ud at investere i eller kan låne af naboen.

Husqvarna har til hensigt at stille redkabsboksene op på centrale steder i udvalgte byer. Det kan eksempelvis være henne ved et lokalt indkøbscenter, hvor folk med jævne mellemrum alligevel skal hen.