Abonnementsartikel

Den 1. juli trådte et nyt EU-direktiv i kraft, der gjorde det muligt for udenlandske myndigheder at slå op i det danske motorregister, så de kunne sende bøder direkte hjem til danske bilister, der havde overtrådt trafikregler i andre EU-lande.

Og det er indtil videre sket intet mindre end 30.661 gange, viser en aktindsigt hos Rigspolitiet, som Gjensidige Forsikring har fået udleveret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tidligere skulle de øvrige EU-lande først kontakte de danske myndigheder, der så skulle sende bøderne videre. Og den proces samt en bagatelgrænse på bøder under 520 kroner gjorde, at danske bilister ofte kunne slippe udenom at betale. Men de mange opslag i det danske motorregister tyder på, at det nu hører fortiden til.

Ærgerlige penge

Og selvom det er ærgerlige penge at skulle betale, så er det nye samarbejde positivt for trafiksikkerheden i både Danmark og resten EU, siger skadedirektør i Gjensidige Forsikring, Henrik Sagild.

- Det er præcis ligeså farligt at køre for stærkt eller uden sele i andre lande, som det er i Danmark, og derfor skal man følge reglerne på samme måde som herhjemme - både for sin egen og for ens medtrafikanters skyld, siger Henrik Sagild.

Ikke overraskende er størstedelen af opslagene i det danske register sket i Tyskland, der tegner sig for lidt over 20.000 opslag, ligesom langt størstedelen af de samlede opslag drejer sig om hastighedsoverskridelser i de 21 EU-lande, der er med i ordningen.

Og Henrik Sagild peger på, at reglerne går begge veje, så sikkerheden også bliver større på vejene herhjemme.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det nye samarbejde gælder også sådan, at danske myndigheder kan sende en bøde direkte hjem til en tysker, der kører for stærkt i Danmark, og derfor er samarbejdet også med til at øge trafiksikkerheden herhjemme, hvilket er glædeligt, siger Henrik Sagild.

De 21 lande, der er med i samarbejdet er:

Danmark, Cypern, Estland, Finland, Frankrig, Holland, Letland, Litauen, Luxembourg, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.