To australske varaner overlevede 78 dage uden foder og vand i en lille papkasse i det Internationale Postcenter i København.

Københavns Byret har dømt en mand til at betale 130.000 kroner i bøde for forsøg på at indsmugle tre varaner fra Australien. Det er en af de største danske bøder for overtrædelse af reglerne om handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.

Varanerne overlevede næste tre måneder i postcenteret, uden at nogen kendte til deres eksistens. Først da pakken begyndte at lugte dårligt, fattede medarbejdere i postcenteret mistanke. I kassen var der en død -og to udsultede varaner.

- Ulovlig handel med udryddelsestruede vilde dyr er en alvorlig trussel mod biodiversiteten, og derfor er det godt, at dommen slår så hårdt ned på dette forsøg på at indsmugle varanerne, siger biolog Maj Friis Munk fra Miljøstyrelsen.

Ulovlig handel med levende krybdyr udgør en stigende trussel mod de vilde bestande. EU er et af de største markeder for handel med levende krybdyr og der blev i 2017 i EU konfiskeret over 13.000 levende krybdyr.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det store chok kommer, da det går op for os, at varanerne har været undervejs i 10 uger. Det er næsten ubegribeligt, at dyrene kan overleve den behandling, siger dyrlæge Mads Frost Bertelsen fra Zoologiske Have, København.

Miljøstyrelsen politianmeldte i 2017 manden for overtrædelse afreglerne om udryddelsestruede vilde dyr og planter (CITES). Dommen, der handler om overtrædelse af reglerne for handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter, blev afsagt 27. august 2019.

Skulle indeholde støvler

Varanerne blev sendt i en eksprespakke, der ifølge papirerne indeholdt støvler. Den dømte fik besked, om at pakken var klar til afhentning i postcenteret, men han afhentede den af uvisse årsager ikke.

Varanerne er af arten Varanus varius, på dansk kaldet broget varan. Da de blev fundet var de omkring 1 meter lange og vejede 8-900 gram. Varanerne kan blive op til 50 år gamle, men lever typisk 10-15 år, og kan blive to meter og nå en vægt på 14 kilogram.

Broget varan lever kun i Australien, der har et totalt forbud mod udførsel af deres vilde dyr og planter.

Trives nu i Zoo

De to overlevende varaner befinder sig nu i Zoologisk Have, Københavns, hvor de kommer til at indgå i et avlsprojekt for den sjældne varanart.