Abonnementsartikel

Måske du selv har tænkt over, at bilruden ikke længere er fyldt med insekter, når du kører en tur i Danmark en sommerdag. Det er der en grund til. Insekter, herunder bier og andre bestøvere, er under et massivt pres. I hele Europa er bestøverne i tilbagegang, og i Tyskland alene er biomassen af flyvende insekter i naturområder faldet med hele 75 procent på 27 år.

- Vi står i en biodiversitetskrise, og det kan få helt uoverskuelige konsekvenser, hvis nedgangen af insekter fortsætter. Bier og andre bestøvere er helt afgørende for bestøvning af vilde planter, for vores landbrugsproduktion og som fødegrundlag for blandt andet fugle. Vi skal have en bestøverstrategi, så vi får en samlet plan for beskyttelsen af Danmarks bier og andre bestøvere, siger miljøminister Lea Wermelin.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Udfasning af neonikotinoider

Miljøministeren griber nu også ind overfor det udskældte sprøjtemiddel neonikotinoider. Stoffet er kendt for at svække biers orienteringssans, så de ikke kan finde hjem til boet.

- Vi skal passe bedre på vores bier. Derfor er det regeringens klare ambition, at neonikotinoiderne skal udfases i Danmark. Jeg har besluttet at forbyde stoffet både til golfbaner og potteplanter i gartnerier, og så får roebranchen nu et år til at afprøve alternativer, under skærpede vilkår, siger Lea Wermelin.

Socialdemokratiet sagde allerede inden folketingsvalget, at de ville stramme dispensationspraksis for de såkaldte neonikotinoider. Det gennemfører miljøministeren nu med følgende beslutning:

Brugen af stofferne forbydes helt på golfbaner

Godkendelsen til potteplanter i gartnerier bliver trukket tilbage

Artiklen fortsætter efter annoncen

Roebranchen skal det næste år finde alternativer, der kan erstatte neonikotinoider

Der opstilles krav om, at der ikke dyrkes bi-attraktive afgrøder i 2 år efter roerne fremfor som hidtil 1 år efter udsåning af bejdsede roefrø og der skal endvidere som minimum være 1 meter afstand til tilstødende marker, læhegn mv.

Dispensationen gives kun til specifikke virksomheder med bejdseanlæg, og pågældende virksomheder skal dokumentere, hvordan de bortskaffer spildevand og sikrer, at der ikke sker udledning til miljøet

Neonikotinoider er forbudt til udendørs brug i Danmark og resten af EU, men med en række dispensationsmuligheder i den europæiske regulering.

Vi skal finde en ny vej

Når regeringen giver et år til at indstille sig på de nye forhold, så skyldes det hensynet til de cirka 450 arbejdspladser i den danske sukkerproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal selvfølgelig ikke lukke hundredevis af arbejdspladser på Lolland og Falster, men i stedet finde en vej, hvor vi både passer på vores bier og på danske arbejdspladser. Derfor er det fornuftigt nu at sætte skub i brugen af alternativer i roebranchen, så brugen af neonikotinoider udendørs helt kan stoppes herhjemme, siger Lea Wermelin.

Institut for Agro-økologi på Aarhus Universitet mener, at der inden for et år kan findes mindre skadelige alternativer til bejdsning af de frø som bruges til produktionen af sukkeroer.

Forberedelsen af en national bestøverstrategi vil ske i tæt samarbejde med relevante interessenter og vil indgå som en del af regeringens kommende natur- og biodiversitetspakke.