Mindre produktion af olie og gas fra Nordsøen skyld i faldende selvforsyningsgrad af energi.

Det faktiske energiforbrug steg 0,4 pct. i 2018, mens vores samlede produktion af energi faldt med 11 pct. som resultat af den faldende produktion af olie og gas fra Nordsøen. Dermed faldt Danmarks selvforsyningsgrad af energi til 75 pct. i 2018. Det fremgår af Energistatistik 2018, som Energistyrelsen offentliggør i dag.

Danmarks faktiske energiforbrug steg med 0,4 pct. i forhold til året før, mens energiforbruget, korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til handel med elektricitet, steg med 1,1 pct. Trods stigningen var det danske energiforbrug i 2018 4,6 pct. lavere end forbruget i 1990.

Lille stigning

Det samlede faktiske forbrug af vedvarende energi steg med 0,4 pct. fra 2017 til 2018. Det er en afmatning i forhold til de stigninger vi har set de seneste år, der primært skyldes ringere vindforhold i 2018, som indebar et fald på 6 pct. i forbruget af vindkraft. Faldet opvejes af en stigning i forbruget af træbrændsler, især flis og i biogas.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Produktionen af elektricitet baseret på vedvarende energi faldt 3,5 procentpoint sammenlignet med 2017, og udgjorde i 2018 60,5 pct. af den indenlandske elforsyning. Det største bidrag kommer fortsat fra vindkraft med 40,2 pct., mens træflis og træpiller bidrager med 11,4 pct.

Andelen af vedvarende energi sat i forhold til det samlede korrigerede bruttoenergiforbrug steg i 2018 til 33,0 pct. fra 32,8 pct. i 2017. Opgjort efter EU's beregningsmetode udgjorde vedvarende energi ca. 36,7 pct. af energiforbruget i 2018 mod 35,8 pct. i 2017.

Fald i energiproduktionen

Den danske produktion af råolie, naturgas og vedvarende energi mm. faldt med 11,0 pct. i 2018 som et resultat af store fald i produktionen af råolie og af naturgas på henholdsvis 15,9 pct. og 14,9 pct., mens produktionen af vedvarende energi mm. steg med 0,4 pct.

Faldet i energiproduktionen betyder, at selvforsyningsgraden fortsat falder og således er på 75 pct. i 2018 mod 85 pct. i 2017. Selvforsyningsgraden er et mål for forholdet mellem produktionen af primær energi og forbruget af olie, naturgas, kul, vedvarende energi samt affald i Danmark. Ser man alene på forholdet mellem forbrug og produktion af olie, er Danmark nu nettoimportør med en selvforsyningsgrad på 85 pct. i 2018.

De faktiske CO2-udledninger fra energiforbruget faldt med 0,2 pct. i 2018, mens udledningerne korrigeret for klimaudsving og brændselsforbrug knyttet til udenrigshandel med elektricitet steg med 1,0 pct. Siden 1990 er de korrigerede CO2-udledninger fra energiforbrug reduceret med 38,0 pct.