Danmarks sidste cirkuselefanter er blevet forenet

Der var spænding i luften, da en specialdesignet lastbil i dag kom trillende ind på parkeringspladsen i Cirkusland i Slagelse. Med sig ombord havde bilen nemlig en ganske særlig passager.

Den 36-årige elefant, Ramboline, havde taget turen over Storebælt fra sit gamle hjem hos Cirkus Trapez i Sønderjylland til Cirkus Arenas vinterstald i Slagelse for at blive forenet med sine kommende pensionistfæller Djungla, Lara og Jenny. Og de tre elefanter tog heldigvis godt imod deres nye medlem af flokken.

- Vi er meget glade for at se, at elefanterne nu endelig er samlet. Selvom vi hele tiden har været forvisset om, at indkøringen af Ramboline nok skulle gå godt, er det en stor lettelse at se, hvor fint de tre andre elefanter har taget imod hende, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.

En langsom integration

For at sikre at tilvænningen forløber optimalt for alle fire elefanter, er Ramboline i første omgang blevet tildelt sit eget område i vinterstalden.

- Det er vigtigt, at elefanterne får et godt indbyrdes forhold til hinanden, da de skal tilbringe resten af deres dage sammen i Knuthenborg Safaripark. Derfor introduceres de langsomt til hinanden over den kommende tid. Det vigtigste skridt er i dag overstået, og vi er meget glade for, at det første møde gik godt. Det gør det kommende arbejde meget lettere, fortæller Rasmus Nielsen, chefzoolog i Knuthenborg Safaripark.

Ramboline har ventet på at blive ført sammen med sine artsfæller siden foråret 2018, hvor den daværende regering indgik en aftale med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti om et totalforbud mod vilde dyr i cirkus.

I oktober 2019 kunne fødevareminister Mogens Jensen endelig løfte sløret for, at de fire cirkuselefanters rejse ender i Knuthenborg efter en formel udbudsrunde.

Elefanterne venter nu midlertidigt i Slagelse, indtil deres nye hjem, som kommer til at blive Europas største elefantanlæg, forventeligt står færdigt i Knuthenborg Safaripark i løbet af sommeren 2020.