Abonnementsartikel

Der er forskel på, hvad du skal gøre af brugt og ubrugt fyrværkeri samt fusere efter nytårsaften.

Nogle forhandlere er desuden begyndt at indføre pant på fyrværkeriet, så forbrugerne kan levere det tilbage til dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor har Sikkerhedsstyrelsen samlet gode råd til at komme sikkert af med fyrværkeriet.

Brugt fyrværkeri

Fyrværkeri, som er fyret af, er almindeligt brandbart affald. Det kan du feje op på en skovl og komme i skraldespanden.

Om du kommer det i sin egen skraldespand eller afleverer det til forhandleren, er der ikke regler for. Men du skal selvfølgelig være sikker på, at fyrværkeriet er helt slukket, før du smider det ud eller tager det med.

Ubrugt fyrværkeri

Fyrværkeri, du ikke har fået fyret af, kan du vælge at opbevare derhjemme og bruge året efter.

Du må opbevare fyrværkeri med op til fem kg NEM derhjemme. NEM står for Netto Eksplosivstof Mængde og angiver, hvor meget krudt der er i fyrværkeriet. Det skal stå på fyrværkeriet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sørg for, at fyrværkeriet står tørt, væk fra elektriske apparater og varmekilder og uden for børns rækkevidde.

Du må ikke pakke fyrværkeriet ud eller fjerne beskyttelseshætten fra lunter.

Hvis du ikke vil have fyrværkeriet liggende derhjemme, kan du aflevere det på genbrugsstationen. I så fald er det farligt affald. Du skal tjekke hos din kommune, hvilke genbrugsstationer der tager imod farligt affald. Det er nemlig ikke alle, der gør det.

Transportér fyrværkeriet til genbrugspladsen, som du transporterede det hjem fra forhandleren.

Skaf dig sikkert af med fusere

Du skal aldrig gå tilbage til en fuser for at tænde den igen. Men du kan godt fjerne den efter et stykke tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sikkerhedsstyrelsen opfordrer til, at man fjerner fusere, så børn ikke bliver fristet af at forsøge at tænde fyrværkeriet i dagene efter nytår - men det er en voksenopgave at fjerne dem, og man skal være varsom.

Vent minimum en halv time, fra du forsøgte at tænde batteriet, til du fjerner det. Fej det op på en skovl og kom det i en spand med vand. Så er du sikker på, at eventuelle gløder bliver slukket. Husk sikkerhedsbriller, når du gør det.

Har fuseren stået ind til dagen efter, så tag en skovl og kom batteriet i en spand, du kan fragte det i. Er du det mindste i tvivl om, at der kan ligge gløder og ulme i fyrværkeriet, så pøs vand på.