Abonnementsartikel

I februar 2020 bliver der åbnet op for at søge om tilskud til at anlægge minivådområder. Ordningen for ansøgning åbner 28. februar 2020 og lukker 28. april 2020.

I 2020 er der afsat 115 millioner til projektomkostninger fordelt med 95 millioner til åbne minivådområder og 20 millioner til minivådområder med filtermatrice.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bekendtgørelsen er netop sendt i høring og høringsfristen er 22. januar 2020.

Nyt siden sidste år

Der er siden sidste år kommet standardomkostninger på minivådområder med filtermatrice, hvilket betyder at der i 2020 ikke skal indsende to tilbud for at dokumentere den rimelige pris for projektet, hvis der søges om tilskud til et minivådområde med filtermatrice. I stedet er der fastsat en standardomkostning for opstart af projektet og herefter en størrelsesafhængig meromkostning. Hertil er der forskellige tillægselementer, som kan vælges til.

Samtidig åbnes der op for en gradueret sanktionering, så man ikke mister hele tilskuddet ved fejl, der ikke har betydning for den miljøeffekt, som minivådområdet skal opfylde.

Tag fat i konsulenten nu

Anbefalingen lyder, at du allerede nu tager fat i din lokale oplandskonsulent, hvis du planlægger at søge om tilskud til at etablere et minivådområde, skriver landbrugsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Oplandskonsulenterne er et team af konsulenter, der tilbyder gratis rådgivning om de kollektive virkemidler, der findes til reduktion af kvælstof. Som ansøger under minivådområdeordningen er der mulighed for at få gratis rådgivning til at lave et minivådområde på din bedrift.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Oplandskonsulenterne yder rådgivning til, hvordan du korrekt placerer dit minivådområde i forhold til drænoplandet og hjælper også med udfyldelse af ansøgningsskema med mere.

Du skal være opmærksom på, at det er et krav på ordningen, at du har vedhæftet en erklæring fra en oplandskonsulent, der tilkendegiver, at du har placeret og dimensioneret dit minivådområde korrekt i forhold til drænoplandet.