Abonnementsartikel

Aarhus Universitet, DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum Aarhus har siden 2017 overvåget ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen. Det fortsætter de med frem til 2022. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Aftalen skal sikre en systematisk overvågning af ulv i Danmark, som giver Miljøstyrelsen opdateret viden om ulvenes nationale udbredelse og etablering samt, så vidt muligt, sammenhængen mellem de danske ulve og bestandene i Centraleuropa, særligt i Tyskland og Polen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Overvågningen sikrer et solidt fagligt grundlag for den fremtidige forvaltning af ulv og skaber overblik over, hvor ulven har etableret sig, og hvor mange individer vi har i landet.

Indsamling af prøver

Helt konkret kan overvågning f.eks. foregå ved at samle prøver af afføring, som analyseres for DNA-spor efter ulv og om muligt til individniveau, så vi kan se om det er en ulv, vi allerede kender fra det danske register, eller en ulv som kan genfindes i udenlandske registre. På den måde kan det afdækkes, om der er tale om en ulv, der f.eks. er vandret til Danmark fra Tyskland eller fra Polen. Overvågningen sker blandt andet ved inddragelse af frivillige kræfter og omfatter ud over indsamling af prøver til DNA-analyse, opsætning af vildtkameraer i de områder, hvor ulven færdes eller formodes at færdes.

Nationalt register

Aarhus Universitet, DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum Aarhus skal desuden vedligeholde et samlet nationalt register over fund af ulv samt yde rådgivning til Miljøstyrelsen i spørgsmål nært knyttet til ulveovervågningen.

Overvågningsopgaven kommer til at løbe frem til 2022. Der er årligt afsat 750.000 kr. til projektet. Der indkom ud over det vindende bud tilbud fra et konsortium bestående af Aalborg Universitet, Københavns Universitet, herunder Globe Institut og Statens Naturhistoriske Museum, Syddansk Universitet og Naturama.