Abonnementsartikel

Hos LMO, der er et af Danmarks største rådgivningsvirksomhed inden for landbruget, arbejder man med alle områder af erhvervet. Det er lige fra økologi, heste, planteavl og kvæg til svineproduktion. Men det er også rådgivning indenfor for eksempel renovering af ældre huse eller opførelse af helt nye landbrugsejendomme.

- Vi er eksperter i at få de smukkeste huse frem for de penge, familien har til rådighed, siger Lene Aagaard, arkitekt LMO, der for nylig har været involveret i opførelsen af et nyt stort stuehus hos en kunde i Jylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lars er egentlig ikke landmand, men for år tilbage købte han en mindre landejendom med fin udsigt. Bygningerne var der mange af, de var alle nedslidte, og det eksisterende stuehus var tilsvarende heller ikke noget at råbe hurra for.

Derfor tog han fat i Lene Aagaard, og de to talte sig frem til skitserne af et nyt stort stuehus, som både skulle kunne rumme familien samtidig med, at den flotte, omkringliggende udsigt skulle kunne nydes fra hver en krinkelkrog i huset.

- Fra Lars og jeg havde vores første møde på grunden, var vi gennem en lang proces, og i dag står så det nye stuehus tilbage sammen med det store maskinhus, vi fik renoveret samtidig, siger hun.

Foruden det store hus på 250 m2, er gårdspladsen blevet større og mere åben, og beplantningen er vel undervejs de steder, hvor der førhen stod bygninger.

Det var vigtigt for Lars, at stuehuset ikke blev gennemsnitligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi startede med mine streger, der voksede frem på papiret, efterhånden som Lars fortalte om sine ønsker og de mange billeder, han havde gået med i hovedet. Vi skulle have et hyggeligt hus og flot hus, gerne hvidt og trods respekt for dansk arkitektur på landet, skulle stuehuset også inspireres af internationale løsninger med lysindfald og karnapper og kviste på en lidt anden måde, siger Lene Aagaard, som fik vist billeder og historier om familiens hverdag, hvor de to sønner også skulle have god plads.

Kan høre alt i huset

I huset er der lagt vægt på, at når man er en familie, skal man kunne være sammen, også selvom man laver noget forskelligt i løbet af dagen og af livet. Derfor er der stort set ikke nogen vægge i stuehuset andet end husets ydermure og om de få værelser.

- Det giver et meget åbent og lyst hus, hvor man kan lave mad i køkkenet og høre drengenes leg ovenpå. Man kan se tv i stuen og tale med dem, der sidder i karnappen og nyder udsigten. Samtidig har vi lavet en plads til ro eller arbejde ovenfor trappen, hvor man kan kigge ud i alle fire verdenshjørner og ikke mindst ned i køkkenet, siger hun.

Detaljer er vigtige

I huset er der naturligvis brændeovn, og der er forskellige måder at skjule skorstene på. Her er valgt en løsning, hvor den er stillet ud i rummet, og som en detalje er der efterladt et kig på begge sider.

- Det viser, at selv helt nye huse har spændende kroge og hyggelige hjørner. Detaljer, som denne, er vigtige i et nybygget hus, for det giver en oplevelse af, at der altid er noget nyt at se. Også selvom man har gået samme sted hundrede gange, siger Lene Aagaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Facaden siger velkommen med et indgangsparti, som giver ro ved ankomsten. Gavlene er meget forskellige, hvor den ene består af en komposition med smukke vinduer, mens den anden gavl skyder ud i den fine karnap ved køkkenet.

- Den mere private facade mod haven er trukket ud med træbeklædning, hvorved "hovedhuset" fremstår som en harmonisk helhed med en let havestue med altan ovenpå. Vi har valgt at fokusere på naturtræ op imod det hvidt pudsede hus, sorte zink samt skifertag - det giver et naturligt spil, som man ikke ser så tit i dag, siger hun.

Billigere end mange tror

Den præcise pris for hele herligheden holder Lars for sig selv, men det er langt fra så dyrt, som folk går og tror, fortæller Lene Aagaard, der hvert år tegner og bygger en række stuehuse - både små og diskrete og store, grandiose - for både landmænd og folk udenfor erhvervet.

- Prisen her er tilsvarende et klassisk rødstensstuehus med murede detaljer på samme størrelse. Og selvom prisen er over de gængse typehuse, så er vi eksperter i at få de smukkeste huse frem for de penge, den enkelte familie har til rådighed. Så man kan sige, at vi er uskræmmende billige, siger hun og peger på, at man typisk sætter et prisskilt på godt 12.-14.000 kr. per m2.