Abonnementsartikel

Den sidste rødliste over truede arter udkom i 2010. Derfor har den nye rapport - lavet af forskere på Aarhus Universitet - været ventet med stor spænding. Rødlisten er den internationale målestok for den såkaldte biologiske mangfoldighed i Danmark.Altså hvor mange arter der er truede og står overfor at blive udryddet. Og det er dramatiske tal. Med et langt større datagrundlag af antallet af rødlistede arter gået fra 28 procent i 2010 til 41,6 procent i 2019 af de samlede vurderede arter. 17,3 procent procent af de rødlistede arter er enten kritisk truede, truede eller sårbare - altså i fare for at blive udryddet.

Den nye rødliste er alarmerende læsning, fordi den meget klart konkluderer, at den politiske indsats de sidste 10 år har slået fejl, skriver præsident i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er desværre ikke ny viden. Men den nye rødliste slår en stor streg under det faktum, at den danske naturindsats har fejlet det sidste årti. Udviklingen går fra slemt til værre, og politikerne har slet ikke formået at løfte det ansvar, de har forpligtet sig på nationalt som internationalt, siger præsidenten.

Helt almindelige arter

Den nye rødliste viser, at selv hidtil almindelige danske arter nu er i tilbagegang. Det gælder for eksempel de små mårdyr, som nu alle sammen er kommet på rødlisten. Og det er bekymrende mener Maria Gjerding, fordi det er udtryk for en helt generel tilbagegang for den danske natur.

- Når selv de arter der kun stiller beskedne krav kommer på rødlisten, er det symptom på, at naturens krise bliver dybere og dybere. Vi står altså i en situation, hvor vi uden politisk handling på sigt kan miste op imod en femtedel af vores hjemmehørende arter. Det er meget dramatisk, siger hun.

I løbet af 2020 skal folketingets partier forhandle om en redningsplan for naturen. Og rapporten viser, at politikerne har en meget stor opgave foran sig, mener præsidenten.

Mere plads i naturen

Ifølge Danmarks Naturfredningsforeningen bør politikernes hovedopgave være, at sikre markant mere plads til naturen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den største årsag til arternes tilbagegang er, at naturen mangler plads. Og at vi stort set ikke har noget vild natur tilbage i Danmark, hvor naturen kan udfolde sig frit på naturens egne præmisser. Vores ønske til de kommende forhandlinger er, at politikerne udarbejder en redningsplan for naturen, som allerede i 2030 skal sikre, at 20 procent af det danske areal er disponeret til vild natur, siger hun og fortsætter:

- Og så skal regeringen og støttepartierne levere på deres løfter om udlægning af 75.000 hektar urørt skov og etablering af 20 vilde naturnationalparker, siger præsidenten.

Socialdemokraterne lovede i valgkampen sammen med SF at udarbejde en strategi for, hvordan Danmark skal styrke beskyttelsen af de rødlistede arter. Og det er også et vigtigt element til de kommende forhandlinger, mener præsidenten.

- Vi mener, at den kommende redningsplan skal forankres i en biodiversitetslov, som forpligter folketingets partier til faktisk at stoppe naturens og arternes tilbagegang. Og her skal politikerne forpligte hinanden på, at den negative tendens for vores truede arter skal vendes til fremgang.