Abonnementsartikel

Der var stor opbakning, da TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening i september satte fokus på klimaet med indsamlingsshowet "Danmark planter træer". Her blev der samlet ind til at plante træer i Danmark og til at bevare rydningstruet skov, der kan opsuge og tilbageholde CO2 fra atmosfæren.

Indsamlingen fortsatte frem til årsskiftet og resulterede i donationer fra både ind- og udland, fra virksomheder og helt almindelige danskere. I alt blev der indsamlet 20.999.651 kr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

For de indsamlede midler vil der blive plantet 1.081.425 træer i 46 nye Folkeskove rundtom i Danmark. Samtidig modtager Den Danske Naturfond og WWF Verdensnaturfonden hver 2.079.928 kr. til at bevare allerede eksisterende skov i hhv. Danmark og udlandet.

- Vi har mærket et kæmpe engagement i forbindelse med "Danmark planter træer", og danskerne har vist, at de kerer sig om klimaet. At få løst klimaudfordringerne er selvfølgelig en kæmpe opgave, men med det flotte resultat kan vi nu tage et lille skridt i den rigtige retning. Og så er vi overbeviste om, at vi med "Danmark planter træer" har sået et frø af eftertanke i befolkningen, og at det har motiveret og inspireret danskerne til at gøre endnu mere for klimaet. Tusind tak til alle, der har støttet indsamlingen, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

Overgår målsætningen

Forud for indsamlingen havde TV 2 og Danmarks Naturfredningsforening et ambitiøst mål om at rejse midler til at plante en million træer. Med det endelige resultat er målet ikke bare nået, men også overgået. Og det er man yderst tilfreds med på TV 2.

- TV 2 satte i 2019 klimaet på dagsordenen med eventen "Danmark planter træer" og med en række programmer, indslag og artikler, ligesom vi i 2020 kommer med nye initiativer. Vi har meldt os ind i klimakampen, og det gør mig stolt, når vi på TV 2 tager ansvar og er med til at sikre plantning af over én million træer, og når vi engagerer danskerne til i fællesskab at gøre en konkret forskel for klimaet, siger TV 2s programdirektør, Lotte Lindegaard.

Stor interesse for træplantning

Arbejdet med at plante de mange træer er allerede i gang. I efteråret kunne samarbejdspartneren Growing Trees Network Foundation indvie de første nye Folkeskove. Det gjorde de med festlige plante-events, hvor hundredvis af frivillige hjalp til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til april og maj følger indvielsen af de resterende Folkeskove, og også her kan man som privatperson være med til at plante nogle af træerne.

Datoer for forårets skovindvielser og plante-events vil blive offentliggjort på www.danmarkplantertraeer.dk i løbet af februar.