Abonnementsartikel

Selvom Danmark ikke længere ligger på førstepladsen over de lykkeligste lande i verden, er vi stadig i den gode ende af skalaen. Men hvad gør os lykkelige? Et trygt velfærdssamfund, en sund økonomi eller tætte relationer til mennesker og kæledyr? Det er et individuelt spørgsmål og en kombination af flere ting, men meget tyder på, at menneskers relation til deres firbenede venner er med til at fremme lykkefølelsen.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Agria Dyreforsikring, som undersøger menneskers relation til deres kæledyr i seks lande: Danmark, Norge, Sverige, England, Frankrig og Finland. I undersøgelsen angiver 92 procent af alle danske kæledyrsejere, at deres kæledyr gør dem lykkelige, og 79 procent svarer, at de elsker deres dyr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er en god grund til, at vi omtaler hunden som "menneskets bedste ven". Kæledyr får os til at grine, til at motionere og til at møde nye mennesker. Alle er faktorer, der gør hverdagen lysere for mange mennesker, og derfor kommer det høje antal lykkelige kæledyrsejere slet ikke bag på mig, siger Tine Antvorskov, direktør i Agria Dyreforsikring.

Trofast ven afgørende

I perioder, hvor alt ser sort ud, kan en trofast ven være altafgørende for vores mentale helbred. Undersøgelsen viser, at når vi har brug for trøst, ligger hunden på andenpladsen skarpt efterfulgt af vores partner. Hele 22 procent af danskerne svarer, at hunde giver dem den bedste omsorg.

Hundens livlige temperament og energiniveau smitter også af på deres ejere. 23 procent af respondenterne angiver, at de vægter deres hund højere end både partner, familie og venner, hvis de savner overskud. 37 procent har oplevet, at kæledyret har hjulpet dem gennem en livskrise.

Jórunn Davidsen fra Næstved indgår i den statistik, da hun har oplevet dyrevenskabets indflydelse på tæt hold.

- Jeg så et billede af en fransk bulldog-hvalp, og i et millisekund følte jeg glæde og håb, en følelse som jeg ikke havde mærket i årevis. Jeg har ham med overalt. Han giver mig styrke og livslyst, fortæller Jórunn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Jórunn deltog i konkurrencen Danmarks Dyrehelt 2018, som er faciliteret af Agria Dyreforsikring, hvor hun nominerede sin hund for den store heltegerning.