Abonnementsartikel

I disse tider, hvor miljøet står over alt andet, er det et ubehageligt dilemma at skulle vælge mellem en batteridrevet kædesav og en benzindrevet. Vi har tidligere kigget nærmere på de små batteridrevne vidundere, som er super gode et langt stykke hen ad vejen.

Men når udfordringen er at få skåret en god, tyk træstamme i mange små stykker, der passer i den miljøvenlige brændeovn, så skal man altså op i en maskine af en vis størrelse, før der for alvor sker noget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor valgte vi i denne måneds FriGear at kigge på en benzindrevet motorsav for at finde ud af, om forskellen nu også er så stor. Vi valgte en mellemstor Husqvarna 550 XP Mark II til opgaven, og for at dulme miljøhovedpinen valgte vi også at investere i den noget dyrere Husqvarna XP Power 2-benzin. Det er en færdigblandet alkylatbenzin, der reducerer farlige udstødningsgasser - og som desuden indeholder de nødvendige to procent totaktsolie.

550'eren er udstyret med en 50cc benzindrevet motor og en sværdlængde på 50 centimeter. Motoren har en effekt på 3.0 kW, og maskinen vejer 5,3 kilo.

Vilddyr med totakts-brøl

Som sædvanlig skulle man lige finde den rette choker-indstilling for at få startet vilddyret, men så var gårdspladsen også fyldt op om med det karakteristiske totakts-brøl.

Testen var gjort klar på forhånd: Vi havde linet tre forskellige stammer op i tykkelser fra cirka 20 centimeter til omkring de 50 centimeter. Træet var fældet få uger forinden, og derfor var det stadig friskt.

Én af de første ting undertegnede blev belært om som grøn "træfælder" var, at man aldrig må presse maskinen ned i træet. Lad maskinen nærmest hvile i sig selv, så sørger den uden at brokke sig for resten. Det er selvfølgelig en sandhed med modifikationer, da det også handler om kædens skarphed, men i dette tilfælde, hvor både maskine og kæde var spritnye, holdt rådet hele vejen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det tog under tre sekunder at komme gennem den tyndeste stamme, og med de to næste størrelser gik det så hurtigt, at vi var nødt til at gentage processen for at sikre os, at det virkeligt var sandt. Det var bogstaveligt talt som at stikke en varm kniv i en pakke smør.

God vibrationsdæmpning

Ud over hastigheden hvormed maskinen skar sig gennem stammerne, var én af de ting, vi først lagde mærke til, hvor nem den var at arbejde med. Det tilskriver vi blandt andet, at Husqvarnas kædesav er forsynet med producentens LowVib vibrationsdæmpnings-system, hvor håndtagene er adskilt fra motoren ved hjælp af stålfjedre.

Det betyder, at den er nem at arbejde med, og også, at man er i stand til at arbejde i længere tid af gangen.

Konklusion

Der er selvfølgelig en grund til, at batteridrevne kædesave vinder frem på markedet. Det er ganske enkelt nemmere at snuppe en kædesav, smække batteriet i og gå i gang. Det tager ikke lang tid, og undervejs kan man så nyde - om end ikke stilheden - så dog, at den lydmæssigt ikke er så overvældende, ligesom man kan glæde sig over, at naboen også kan sidde i haven ved siden af.

Man kan selvfølgelig godt få en batteridrevet kædesav med samme effekt som den benzinoser, vi testede, men så skal man altså længere op i pris. Derfor vinder den benzindrevne kædesav i vores øjne, når der skal spilles med musklerne, og pengepungen er slank.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Så med miljøsamvittigheden sat en smule på standby - og tilsat lidt såkaldt "miljøbenzin" - så falder valget altså på en benzindrevet model, når det er større opgaver, det drejer sig om. Og når den så kan arbejde som en lille hest, som denne Husqvarna 550 XP Mark II, så går arbejdet altså som en leg.