Abonnementsartikel

Minifræser, kultivator, multimaskine; kært barn har mange navne. I dette tilfælde passer alle navnene, men for god ordens skyld vælger vi at kalde denne måneds testmaskine for noget helt fjerde, nemlig en havefræser.

Redaktionen på FriGear har i anledning af forårets komme kastet sig over en multifunktionel maskine fra den amerikanske producent Mantis. Det er en havefræser, eller rettere, det er en lille multimaskine, der i dette tilfælde er forklædt som en havefræser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Normalt forbinder man havefræsere eller kultivatormaskiner med nogle store, tunge og ofte uhåndterbare maskiner, men hele humlen med denne Mantis-havefræser er, at den er lille og efter sigende nem at bruge.

Lav, lystig snurren

Til vores brugertest valgte vi at snuppe et lille stykke af en mark, der ikke har været opdyrket i en del år, men ligget hen som græsmark. Kombineret med dette års voldsomme regnmængder er der altså tale om en tung, våd og leret jord fyldt med rødder og andet godt. Umiddelbart lyder det som en umulig opgave for en så lille maskine, men hvo intet vover, ingen køkkenhave får.

Allerede efter at have båret den lette maskine, der er udstyret med foldbart styr og bærehåndtag, hen til testområdet, kom den første positive overraskelse. Eftersom der er tale om en benzindrevet maskine, er det jo nødvendigt at trække i en startsnor for at få gang i maskineriet. Men efter en start-berøring så let som en sommerfugl på en forårsdag, gik den lille Honda-motor i gang med en lystig, lav snurren.

Alle, der har prøvet en havefræser ved, at når man vil kradse let i overfladen, skal man lade maskinen løbe fremad, og for at komme dybere ned, stemmes lidt imod fremløbet. Endelig skal man trække i maskinen for at få den til at grave ned til maksimum arbejdsdybde.

Og det passede den lille maskine fint.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tung lerjord

På denne Mantis-havefræser er maksimumdybden 25 centimeter, og maskinen er temmelig nem at tumle rundt med. Testudgaven har fire patenterede såkaldte Serpentinerknive, som i øvrigt kommer med fem års garanti mod brud, og sammen med den lille 25cc Honda-motor, der yder en enkelt HK, så gør maskinen et fremragende arbejde.

En tung lerjord, der samtidigt er våd og godt sat til med sten, er ikke nem at arbejde med, og knivene skal med mellemrum renses for den klæbrige jord. Indimellem sætter sten sig fast og spærrer for knivene, men det er ikke noget, der ikke kan ordnes på et øjeblik ved hjælp af en skruetrækker.

Ved disse pauser kommer støttefoden til sin ret, for det er hurtigt og effektivt at parkere maskinen. Det kan man gøre med foden, og så står den fint. Og eftersom den effektive firtaktsmotor starter, bare man kigger på den, så er det simpelthen en fornøjelse at nyde foråret i selskab med en kommende køkkenhave.

Som nævnt valgte vi at teste maskinen som en havefræser, men det er faktisk en multimaskine, vi har med at gøre. Så når fræsearbejdet er overstået, kan man - hvis man har tilkøbt ekstra dele - gå videre med maskinen som blandt andet en kantskærer, plov, plænelufter, mosrive eller flisesprække-renser. Skiftet mellem de forskellige funktioner sker uden brug af specialværktøj. Det er bare at hive en split op, tage knivene af og montere det næste stykke redskab.

Konklusion

Mantis-havefræseren er ikke beregnet til at fræse store områder, heller ikke fræsning, hvor man virkelig skal i dybden. Arbejdsbredden er 22 centimeter, og dybden er 25 centimeter. Til gengæld er den genial til for eksempel køkkenhaver. Den arbejder eksemplarisk, den er nem at håndtere, den siger ikke specielt meget, og den er nem at fragte til og fra arbejdsstedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den fylder ikke meget i landskabet, og den kunne sagtens finde plads her i haveskuret på testadressen.