Abonnementsartikel

Den nye Genforeningsrose skulle have været døbt af Hendes Majestæt Dronningen den 2. april på Fredensborg Slot, men på grund af den aktuelle, alvorlige situation i Danmark med Coronavirus er dette aflyst.

Genforeningsrosen kan købes hos Plantorama fra den 2. april, og en del af overskuddet fra salget vil gå til støtte til unge sydslesvigeres efterskoleophold i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg håber, mange danskere vil markere 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark ved at plante denne smukke Genforeningsrose. På den måde kan man være med til at støtte unge sydslesvigeres ophold på efterskoler i Danmark og dermed styrke båndene til de kommende generationer i det danske mindretal, siger Jens Andresen, der er formand for Grænseforeningen.

- For tiden holder vi sammen ved at holde afstand, som statsministeren så rammende har udtrykt det. Måske kan det at plante en Genforeningsrose give glæde og håb om, at vi på det mere personlige plan snart kan genforenes med vores familie, venner og kolleger igen.

Symbolbetydning

Rosenforædler Rosa Eskelund, der har udviklet rosen, siger:

- Jeg er meget beæret over at have fået denne opgave med at udvikle Genforeningsrosen. En rose har en symbolbetydning, som ingen anden blomst har. Genforeningsrosens delvist hvide farve symboliserer fred, hvilket netop var tilfældet efter Første Verdenskrig, da Genforeningen blev en realitet i 1920.

Efter ønske fra Hendes Majestæt Dronningen vil Genforeningsrosen blive plantet i Gråsten Slotshave, hvor den kan ses, når slotshaven er åben for offentligheden. Sønderborg Kommune donerer 50 genforeningsroser til Gråsten Slotshave, ligesom en række andre sønderjyske kommuner og Region Syddanmark har besluttet at plante Genforeningsroser på udvalgte steder til glæde for alle, blandt andet ved Sygehus Sønderjylland i Aabenraa og Ribe Domkirke.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Genforeningsrosen kan købes i hele landet og blomstrer fra midt i juni til frosten sætter ind i efteråret.