Nu går vi mod varmere tider, og der er en særlig glæde forbundet med at gemme den tunge vinterfrakke, strikhuerne og de uldne sweatre væk for sæsonen. Til gengæld vil det være ualmindeligt surt at pakke vintertøjet ud om et halvt års tid og opdage, at det i mellemtiden er blevet gennemhullet af sultne møl. Så her får du tre tips til, hvordan du undgår møl i dit tøj:
Rent og pletfrit
Det er ikke de voksne møl, men deres larver, der gør skade på tekstiler i boligen. Larverne lever typisk på mørke, uforstyrrede steder, hvor de æder løs af især uldtøj og pelsværk - og til tider også andre naturfibre som bomuld og silke. Nogle møllarver går desuden efter proteiner, som findes i pletter af blandt andet fedt, blod, sved og urin. Så vask dit tøj eller send det tur på renseriet, inden du gemmer det væk for en længere periode.
Pak tøjet godt ind
Hvis du har tøj, der ikke skal bruges i et stykke tid, er det også en god idé at pakke det ind i en forseglet plastikpose eller en plastkasse med helt tætsluttende låg, så møllene ikke kan trænge ind. Forinden er det selvfølgelig klogt at tjekke, at der ikke allerede er gået møl i tøjet: Foruden huller i tøjet, kan bittesmå æg, spind og maddikelignende larver på 8-10 mm være tegn på et mølangreb.
Skræm møllene væk
Før i tiden brugte man ofte mølkugler med naftalin for at holde møl borte, men de sælges ikke mere, da naftalin mistænkes for at være kræftfremkaldende. I stedet kan du forsøge at skræmme de ubudne gæster væk ved hjælp af naturlige dufte. Møl siges at hade duften af både citron og lavendel, så prøv at lægge tørrede citronskaller eller lavendelposer sammen med dit tøj. Det er samtidig et gammelkendt trick at afskrække møl med duften af cedertræ, og der findes da også forskellige former for cedertræsprodukter mod møl i handlen.
Kilder: Rentokil, Samvirke og pestium.dk.