Abonnementsartikel

Lad os slå fast med det samme: der er kun et kritikpunkt ved Makitas nye hækkeklipper. Det er navnet, som lyder DUH601RTE.

Nå, spøg til side. Det er forår, og det betyder, at kilometervis af hække landet over står overfor at blive studset, klippet eller måske ligefrem skåret ned. Derfor var det naturligt for Fritidsmarkedets testteam, FriGear, at kaste sig over en hækkeklipper.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Der findes masser af gode haveredskaber på markedet, mange til en god pris. Men da vi havde en idé om, at en hækkeklipper gerne må kunne andet end at klippe hæk, så valgte vi at gå lidt op i gear - og pris - og se nærmere på et af producenten Makitas nye våben på området: Nemlig model DUH601RTE fra deres 18V LXT-serie.

Der er tale om en hækkeklipper, der henvender sig til den seriøse amatør eller den professionelle bruger. Hækkeklipperen kommer med kulfri motor og et 60 centimeter langt sværd. Knivene på maskinen er nyudviklede, så de sidder i en mere skrå position, og hækkeklipperen leveres med to batterier, hvilket ikke er uvæsentligt.

rich-media-2
Det 60 centimeter lange sværd giver ved højeste hastighed et fantastisk snit. Foto: Frederik Olsen.

Test 1: Studsning

Holder man sin hæk i god stand, skal den sikkert bare have en forårsstudsning. Det arbejde kan de fleste hækkeklippere klare, men vi valgte alligevel at lade det indgå i vores afprøvning, da vi ville teste producentens udsagn om, at de nye, skråtstillede knive angiveligt skulle gøre det nemmere at få fat i grenene.

Det allerførste, vi bemærkede, var det markant lave lydniveau, nærmest som en hvisken. Vi knaldede maskinhastigheden op i højeste hastighed, hvilket på knappen er angivet som en hare - modsat skildpadden - og resultatet var ganske enkelt imponerende. Man kunne nærmest se millimeterne flyve af hækken, og resultatet var en snorlige klipning, der ville få enhver frisør til at rødme af misundelse.

Det fine resultatet skyldes givetvis de nye, skråtstillede knive, men også, at slagantallet er oppe på 4.400 i minuttet. Og så selvfølgelig, at maskinen er ny og knivene superskarpe.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-4
Håndtaget kan drejes og låses fast i fem forskellige positioner. Foto: Frederik Olsen.

Test 2: Nedskæring

Vi fandt en hæk på cirka en meters tykkelse, der trængte til at få skåret godt 30 centimeter af højden. Grenene var ikke specielt tykke, til gengæld sad de tæt, så igen satte vi fuld "hare" på klipperen, og den strøg igennem det tykke buskads som en gaffel gennem varm suppe.

Her var det 60 centimeter sværd en yderligere fordel, da det gjorde det nemmere at få rettet busken op fra begge sider, så den var pænt lige klippet. En anden fordel, som vi hurtigt lærte at sætte pris på, var muligheden for at dreje håndtaget - fem forskellige positioner - så det er nemt at gå fra vertikal klipning til horisontal beskæring.

rich-media-5
Med et enkelt tryk går man fra "skildpadde" til "hare" i hastighed. Foto: Frederik Olsen.

Test 3: Roser

Til sidst valgte vi en test, som vil få det til at gyse i mange rose-eksperter. Vi beskar en samling roser, der havde slået sig sammen og var nået alt for langt i vejret. Selv om grenene var temmelig tykke, nogle tørre og visne, andre saftige og på vej til at møde foråret, så tog hele projektet blot et par minutter. Ganske imponerende.

Konklusion

Som indehaver af en billigere og lettere brugt hækkeklipper, er det selvfølgelig let at blive imponeret over en ny, professionel maskine. Men når det er sagt - og skrevet - så er jeg ret sikker på, at både seriøse amatører og professionelle brugere, vil tage DUH601RTE til sig med begejstring.

Den er nem at håndtere, vejer ikke meget, klipper som en drøm og siger næsten ikke noget undervejs. Hvad mere kan man forlange?

Artiklen fortsætter efter annoncen

BILLEDTEKSTERDen nye Makita har skråtstillede knive, der gør det nemmere for maskinen at få "fat i " grene og blade. Foto: Frederik Olsen.Det 60 centimeter lange sværd giver ved højeste hastighed et fantastisk snit. Foto: Frederik Olsen.Håndtaget kan drejes og låses fast i fem forskellige positioner. Foto: Frederik Olsen.Med et enkelt tryk går man fra "skildpadde" til "hare" i hastighed. Foto: Frederik Olsen.