Abonnementsartikel

Hos Ulvedal Økolandbrug ved Skørping holder to gigantiske, amerikanske prærietrækkere fra 1980'erne. Den ene ejes af Henrik Hjorth og den anden af dennes far Christian Hjorth. Maskinerne er et imponerende syn og en stor mundfuld at tage ind. Så vi nøjes med at få den ene trukket frem i lyset.

Den er fra 1980 og ejes af Henrik Hjorth, som ikke er tilstede i dag. Til gengæld er Christian og lillebror Niels Hjorth parate til at tage os med på en tur ud over markerne i den monstrøse, firehjulstrukne maskine, der trods sine 40 år stadig er i aktiv tjeneste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

rich-media-2
Her bruger vi ikke V6-motorer ...

Niels Hjorth fyrer op under Cummins-motoren og fylder maskinhallen med et rungede brøl. Den overkvadratiske motor på 14,8 liter er letløbende og tager lynhurtigt omdrejninger. En så intensiv motor ser man ikke i nutidige traktorer, men for 40-50 år siden var det ganske normalt at producere kræfter via høje omdrejningstal.

Motorens kompakte dimensioner gjorde den i øvrigt også velegnet til transkontinentale lastvogne, lette kampvogne og PMV'er.

V8-koncert

Ude af hallen krydser vi hen over marken og ud på en lille asfaltvej, hvor der lukkes op for gassen til de 460 hestekræfter. Først her får vi en god smagsprøve på, hvordan motoren lyder, når den får lov at arbejde. Og der er amerikansk V8-koncert for alle pengene - synes vi.

Alligevel indskyder Christian Hjorth, at der nok lige skal en plov i jorden for at få hele lyden fra de 903 kubiktommer ud gennem røret.

Men hvis der er spørgsmål, der runger lige så højt som V8'eren, så er det, hvordan og hvorfor en sådan fortidskæmpe er kommet ind på dansk jord?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Æren for dette skyldes maskinstationen Farmer Service, der i en årrække fra 1998 opbyggede en bestand af klassiske, amerikanske MF-traktorer. Det blev til en række 1200-modeller og i alt 8 eksemplarer i 4000-serien. Blandt andre MF4840'eren.

rich-media-4
Ulvedal Økolandbrug og Farmer Service har to MF4840'ere i drift - og en tredje er på vej til at blive renoveret. Foto: Jess Ulrik Verge.

- Folkene bag Farmer Service - ikke mindst Ib Aunsager som den drivende kraft - var passionerede omkring disse ældre traktorer. De blev indkøbt og renoveret i løbet af vinteren, og mange mennesker fik en tilknytning til dette meget specielle sted. Vi prøver i dag at få noget af stedets ånd til at leve videre her hos os, siger Christian Hjorth.

Farmer Service-skiltet ses derfor stadig på traktorens kabine som et respektfuldt minde om maskinstationen og Ib Aunsager.

Motor fra forsvaret

Motoren var dengang - som nu - en overkvadratisk Cummins 903'er - men den var uden turbo. Selv om ydelsen var begrænset til 280 HK, var det den hidtil kraftigste traktor fra Massey Ferguson.

Ib Aunsager fik øje på den i England i år 2000, hvor den var solgt til det engelske marked. Den kom med færgen fra Harwich til Esbjerg og fragtet til Dokkedal på hjul.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Gennem årene blev traktoren ombygget og modificeret. Blandt andet fik Ib Aunsager anskaffet sig flere nyere motorer med turbo fra forsvaret. En af disse blev lagt ned i MF4840'eren i omkring år 2000.

Og det er den samme motor, som ligger i Ulvedal Økolandbrugs anden MF4840, der ejes af Christian Hjorth. Også denne er fuldt funktionsdygtig.

- Jeg var så optændt på at få traktoren i eje, at jeg ikke havde tænkt så meget over fragten. Den stod i Ohio, som jeg efter købet opdagede ligger 1600 km inde i landet. På grund af sin bredde kunne den ikke være i en container, så den blev fragtet på blokvogn ud til kysten.

- I alt kostede fragten til Danmark 60.000 kroner, fortæller Christian Hjorth.

Selve prisen på MF4840'eren var også 60.000 kroner, så 120.000 kroner i alt er stadig billigt for en traktor i denne størrelse, der tilmed er unik og sjælden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I vinter blev militær-motoren lagt i traktoren. I følge en seddel fra militæret havde motoren gået 745 timer, og den var blevet taget ud af drift i 1986. Traktorens originale motor havde ved udskiftningen kørt i 40 år.

På Facebook kan man under Ulvedal Økolandbrug og Farmer Service se mere omkring motorskiftet og start af motoren.

Christian Hjorth skønner, at der i dag står omkring en halv snes traktorer i 4000-serien på dansk jord.