Havet ved Fanø og ud for Ringkøbing Fjord har i disse dage en rødlig farve. Den usædvanlige farve skyldes et lille dyr, en såkaldt flagellat, med det lantinske navn Noctiluca scintillans.
Esbjerg Kommune melder om massive forekomster af okkerfarvede opskylninger fra Fanø i syd og nordpå på en 10 kilometer lang strækning. Nogen steder er mængden så massiv, at det dæmper bølgerne. Miljøstyrelsen har analyseret vandprøver og kan fastslå, at opskyllet skyldes flagellaten Noctiluca scintillans.
Giver Morild
Noctiluca scintillans er ikke giftig. Til gengæld er den ansvarlig for naturfænomenet morild.
Morild opstår, når Noctiluca scintillans udsender blåt lys i korte glimt typisk, når den bliver stresset, hvis man for eksempel kaster sten i vandet eller svømmer eller sejler gennem vandet.
- Masseforekomsterne langs vestkysten kan være en oplagt mulighed for at opleve morild, der kan give flotte lysoplevelser, når det er mørkt. Det vides ikke med sikkerhed, hvorfor Noctiluca scintillans udsender blålige lysglimt, men der er teorier om, at det er en form for forsvarsmekanisme, fortæller biolog Helene Munk Sørensen.
Miljøstyrelsen modtog 2.-3. juni 2020 besked om det rødlige vand og rødlige opskylninger fra både Esbjerg og Ringkøbing-Skjern Kommune. Miljøstyrelens analyser viser udover Noctiluca scintillans også kiselalgen Guinardia flaccida.
- Noctiluca scintillans lever af alger, og masseforekomster kan være opstået, fordi Noctiluca har nydt godt af kiselalgen," siger Helene Sørensen.
Begge arter findes normalt i Nordsøen i sommerperioden, og masseforekomster af flagellaten Noctiluca scintillans er set flere gange de senere år.
Følg baderådene
Miljøstyrelsen har kun analyseret vandprøver fra Vadehavet, men det er meget sandsynligt, at det rødlige opskyl ved Fanø også skyldes Noctiliuca scintillans.
Noctiluca scintillans og kiselalgen Guinardia flaccida producerer ikke giftstoffer. Man skal dog være opmærksom på, at der ved masseforekomster og sammenskyl af plankton kan være mange bakterier i vandet.
Et godt råd er ifølge Miljøstyrelsen kun at bade, hvis man kan se bunden, når man står i vand til knæene.