Abonnementsartikel

Vaskemaskinen snurrer, tørretumbleren hvirvler det rene tøj rundt... og imens fosser kronerne ud af din konto. Tøjvask er en af husholdningens store vand- og strømslugere, og det koster både miljøet og dig.

Energistyrelsen har beregnet, at vask udgør 22 procent af det samlede elforbrug (dog ikke medregnet el til opvarmning) hos en gennemsnitlig familie i et parcelhus, mens tallet er 13 procent for de, der bor i lejlighed. Samtidig bruger hver dansker ifølge EnergiTjenesten cirka 15-20 liter vand på tøjvask per dag i gennemsnit.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men så stort behøver forbruget ikke nødvendigvis at være, for langt de fleste af os kan nemt spare el, vand og en pæn skilling ved blot at vaske lidt smartere.

rich-media-2
Undgå at køre halvtomme maskiner, som er dyre for både miljøet og pengepungen. Foto: Pixabay.

Dyr klatvask

Vi danskere vasker kun 3,2 kilo tøj ad gangen i gennemsnit, selv om vores vaskemaskiner typisk kan klare enten 5-6 kilo eller 7-8 kilo, oplyser Energistyrelsen. Kører man en halvtom maskine, får man selvsagt kun halvt så meget rent tøj for sine penge, så der er god økonomi i at udnytte kapaciteten fuldt ud hver gang. Maskinen er passende fyldt, når der er plads til en knyttet hånd over tøjet i tromlen, uden det presses ned.

Kort er godt

Medmindre, at dit tøj er meget beskidt, er der ingen grund til at bruge energi, vand og vaskemiddel på en forvask. Og hvis tøjet kun er let snavset, kan det desuden sagtens blive rent med et af maskinens korte programmer. Her er det dog værd at bemærke, at finvask-programmet kører med høj vandstand og derfor ikke er så besparende som de øvrige korte programmer.

Gå gerne kold

Bruger du et vaskemiddel, der er beregnet til koldt vand, går der væsentligt mindre el til en vask. Du kan eksempelvis spare cirka 55 procent af strømmen, hvis du nedsætter vasketemperaturen fra 60 grader til 30 grader, hvilket tit er nok med det det rette vaskemiddel.

Vasker du ofte med koldt vand, bør du dog køre en vask på mindst 80 grader en gang om måneden for at modvirke bakterievækst og dårlig lugt i maskinen. Det tilråder Sundhedsstyrelsen, som også anbefaler, at undertøj, håndklæder, sengetøj, viskestykker, karklude altid vaskes ved 60 grader. (Se også faktaboksen om Corona og tøjvask.)

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tid til nyt?

Hvis du har en ældre vaskemaskine, er der en god chance for, at det kan betale sig at skifte den ud med en ny med et godt energimærke, såsom A+++. En maskine med en del år på bagen kan snildt bruge 100 liter vand på en vask, mens en ny, energirigtig model typisk kan nøjes med 40 liter. Dertil kommer et væsentlig lavere elforbrug, som kan give en besparelse på adskillige hundrede kroner årligt.

Dyrt - eller helt gratis

En ældre tørretumbler kan være en grådig strømsluger, så også her kan det svare sig at tjekke, om det på sigt vil være mere økonomisk at købe en ny med et godt energimærke. I en tørretumbler med energimærke A koster det cirka 5,5 kroner at få tørret en vask, hvorimod det kun koster 2 kroner i en med energimærke A+++. Endnu bedre er det selvfølgelig, hvis du har mulighed for at droppe tørretumbleren og hænge tøjet til tørre - om ikke andet, så ind i mellem. Det koster ikke en rød reje, og hænger vasketøjet udendørs, kommer det tilmed til at dufte godt og friskt. Kilder: Energistyrelsen, EnergiTjenesten, Energi Fyn, HOFOR og Sundhedsstyrelsen.