Efter en udsættelse og direkte henvendelse til Erhvervsstyrelsen har arrangørene af Langesømessen på Fyn fået grønt lys til at afholde messen under de samme restriktioner og vilkår som stormagasiner og indkøbscentre.

Covid-19 har været en udfordring for mange arrangementer og messer. Også for Langesømessen 2020 - Nordeuropas største messe for juletræer og pyntegrønt - der i første omgang valgte at udsætte messen fra 3. torsdag i august til torsdag 3. september, fordi corona-smitten satte alt på standby. I starten af august var arrangørerne stadig optimistiske omkring den nye dato for messen, men havde alligevel brug for afklaring omkring de faktiske forhold. Arrangørerne kontaktede derfor selv Erhvervsstyrelsen for at få præcis vejledning.

Svaret fra Erhvervsstyrelsen bragte godt nyt. Langesømessen 2020 kan afholdes for 29. gang blot med de samme restriktioner som gælder for indkøbscentre og stormagasiner.

I svaret fra Erhvervsstyrelsen står der:

"Indkøbscentrene, arkader og basarer indrettes, så smittefare minimeres, og der kan holdes afstand og flaskehalse og sammenstimlen på enkelte områder undgås. Det enkelte centre fastlægger egne retningslinjer for ophold i lokalerne, fx adfærdsregulerende indretninger og tiltag (nudging) samt praktiske foranstaltninger, der understøtter, at der holdes afstand i hhv. centrene, fx tydelig afstandsmarkeringved indgange og hvor der kan opstå flaskehalse".

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Vi har hele tiden været positive omkring afholdelsen, men intet er som det plejer i denne tid, heller ikke Langesømessen. Men vi forventer stadig et højt besøgstal og god opbakning fra udstillerne, siger Hans Berner, direktør for Langesømessen og formand for Langesø Fonden.

Udstillere har fået besked

Tirsdag i denne uge sendte arrangørerne brevet fra Erhvervsstyrelsen med retningslinjerne ud til samtlige udstillere med orientering omkring afholdelse.

Svaret om afholdelse fra Erhvervsstyrelsen har været forbi både messens advokat og bestyrelsen, inden arrangørerne gav udstillerne endelig besked om afholdelse.

- Vi er naturligvis blevet kontaktet løbende af flere udstillere, der var nysgerrige på om messen bliver afholdt. Nogle af vores udenlandske udstillere har meldt fra for længe siden, da de var usikre på, hvad fremtiden ville bringe af smitte og dermed risiko, fortæller han.

- For både udstillere, besøgende og arrangørerne vil gælde de samme tiltag, som vi allerede kender i forvejen i form af: holde afstand og bruge håndsprit. Vi vil indrette alle stier, så de bliver ensrettet og på den måde holde afstand. Vi opfordrer også vores udstillere til at holde igen med for eksempel udskænkning med fadøl for ikke at få for mange gæster samlet et bestemt sted, siger Hans Berner.

Følger udviklingen

Arrangørerne bag messen vil frem til 3. september følge udviklingen i smittetrykket og følge sundhedsmyndighedernes anvisning.

- Det er professionelle folk, vi har med at gøre, så de er fuldstændig klar over situationen og klar på at tage forholdsreglerne til sig. De er bare glade for at der overhovedet kommer en messe, siger Hans Berner.

Langesømessen er en specialmesse for producenter, handlende og interesserede i juletræer og pyntegrønt fordelt på 10 hektar stort område. Hvert år besøger 2500-3000 danske og internationale gæster messen. I år udstiller 120 virksomheder - heraf 20 nye - på messen.