Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Skraldebiler i Esbjerg kører nu på biogas
Bilerne kører på biogas, som er produceret i Danmark på affald fra husholdninger, landbrug og industri. De er CO2-neutrale, og i forhold til de tidligere dieseldrevne skraldebiler betyder det, at Esbjerg Kommune sparer miljøet for mere end 600 tons CO2 om året.
Borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen, tog sammen med transportminister Benny Engelbrecht de ny biler nærmere i øjesyn, før de første gang blev taget i brug.
Grøn kommune
- Esbjerg vil være en grøn kommune, der går forrest og viser det gode eksempel på at tage ansvar for klimaet. De nye, grønne affaldsbiler er endnu et positivt skridt på vejen i den grønne omstilling og et vigtigt bidrag til at nå klimaaftalens ambitiøse mål om at reducere udledning af CO2 med 70 procent, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.
Transportminister Benny Engelbrecht havde også set frem til at høre nærmere om Esbjergs grønne løsning på affaldsområdet:
- Jeg er rigtig glad for, at Esbjerg Kommune netop har indgået en klimasamarbejdsaftale med regeringen, som den 8. kommune i landet. Vi kommer kun i mål med målsætningen om en CO2-reduktion på 70 pct., hvis alle arbejder sammen. Her er kommunerne en meget stor og vigtig aktør, og Esbjerg viser i den grad vejen både med de kommende elbusser og nu med skraldebiler på biogas, siger transportminister Benny Engelbrecht.
I valget af nye skraldebiler er der lagt vægt på, at bilerne på alle måder belaster miljøet mindst muligt og i mindst muligt omfang giver anledning til støj, røg og lugtgener.
Når skraldebilerne kører på biogas i stedet for diesel, slipper både renovationsmedarbejdere og borgere, som opholder sig nær bilerne, også for partikler fra dieseludledningen og lugten af dieselos. Samtidig bruges el ved komprimering af affaldet, og det betyder, at støjniveauet herfra er lavt.