Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Sådan gør du nemmest din ovn ren
Rengøring af oven er en tjans, de færreste ser frem til - ikke mindst, hvis man har skubbet opgaven foran sig så længe, at ovnen er blevet sat til med fastbrændte stænk og pletter. Men med de enkle tips nedenfor får du gjort ovnen ren og fin igen på den nemmest mulige vis.
Samtidig slipper du for at købe dyre ovnrensemidler, da du kun har brug for almindelig opvaskemiddel samt en bøtte brun sæbe, også kaldet krystalsæbe, for at få bugt med snavset. Hvilket af de to rengøringsmidler, der skal sættes i arbejde, afhænger af ovnens materialer.
Ovn med glat emalje
Hvis du har en traditionel ovn, der er beklædt med glat emalje indeni, er det brun sæbe af den faste slags, du bør gribe fat i.
Tag gummihandsker på og smør ovnens glatte emaljerede overflader ind i et pænt tykt lag af den brune sæbe. Har bagepladerne også glat emalje, kan du gøre det samme med dem. Tænd så ovnen på 100 grader og tjek løbende sæben derinde. Lige så snart, at sæben begynder at boble, slukker du for ovnen og lader den køle ned. Nu kan nu så vaske sæbe og snavs af overfladerne med rent vand.
Selvrensende ru emalje
Nogle ovne er delvist beklædt indvendigt med en ru emalje, der virker selvrensende ved høje temperaturer, og denne noprede emalje-type kan ikke tåle brun sæbe (eller købt ovnrens).
I stedet kan du i smøre de ru overflader ind i håndopvaskemiddel iblandet lidt varmt vand og lade blandingen sidde og virke i en times tid. Skur dernæst med en opvaskebørste til snavset har løsnet sig, og vask så efter med rent vand. Kør slut ovnens rengøringsprogram.
Er du den heldige ejer af en ovn med selvrensefunktion i form af eksempelvis pyrolyse eller damp, bør du altid tjekke producentens vejledning om rengøring for at være på den sikre side.
Pak risten ind
I de fleste ovne er bageristen lavet af rustfrit stål, som kan tåle lidt af hvert, også at komme i opvaskemaskinen. Er risten meget snavset, kan du smøre den ind i brun sæbe, pakke husholdningsfilm eller en plastiksæk omkring og lade sæben virke i cirka en halv time, før du vasker efter med rent vand. Og hvis der stadig er stædige pletter tilbage, kan du angribe dem med en stålsvamp og lidt knofedt.
Sart ovnrude
Ovnens glasrude er til gengæld ret sart og kan gå itu, hvis den får ridser, så der dur skuresvampe eller andre ridsende ting ikke. Den mest nænsomme rengøringsmetode er at brede en fugtig klud med håndopvaskemiddel ud på glasset. Lad den ligge og opbløde snavset i en halv time, og tør derefter af med rent vand.
Genstridige pletter kan fjernes forsigtigt med en komfurskraber/glasskraber til keramiske kogeplader, og sådan en fætter kan i øvrigt bruges til det samme på ovnens glatte emaljeflader.
Kilder: Forbrugerrådet Tænk, Samvirke, WhiteAway.