Abonnementsartikel

Kan dine vinterdæk bruges endnu en sæson? Det er der mange, der spørger sig selv om lige nu.

Dine vinterdæk skal gribe effektivt fat i både dyb sne og fastkørt is - og bortlede store mængder vand og slud, hvis vinteren bliver lige så mild, som de seneste år. Her er dækkets mønsterdybde afgørende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derfor er det en god idé, at måle mønsterdybden, før du sætter dækkene fra sidste år på bilen. Det gør du med en mønsterdybdemåler - mål i hver af de centrale riller og på mindst to punkter i hver rille. Husk at måle alle fire dæk.

Har du ikke selv en mønsterdybdemåler, så kør forbi dit lokale autoværksted til et gratis tjek.

1,6 er absolut minimum

Loven kræver en mønsterdybde på minimum 1,6 mm, men Jesper Sørensen fra Bridgestone anbefaler en mønsterdybde på mindst 4 mm for vinterdæk:

- Under 4 mm har dækket ikke længere egentlige vinteregenskaber og giver dermed falsk tryghed ved kørsel i vintervejr. Kører du for eksempel på våd vej med 80 km i timen med nye dæk, er bremselængden ca. 26 meter. Har du en mønsterdybde på 1,6 mm skal du bruge ca. 40 meter for at bremse.

Men faktisk er vejgrebet væsentligt forskelligt, også når du sammenligner de 'gode mønsterdybder', advarer Jesper Sørensen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Brancheundersøgelser viser, at hvis du kører på en våd vej med 120 km i timen med dæk med 5 mm mønsterdybde, er din bremselængde ned til 69 meter. Allerede ved en mønsterdybde på 3 mm, (som jo er langt over den lovpligtige!) kan din bremselængde stige til alarmerende 120 meter*

Slidmærker afslører fejl

Undersøg også om dækket er slidt uregelmæssigt eller har skæreskader, udrivninger, revner eller buler på dæksiden, det kan afsløre fejl på din bil.

Hvis der er skader efter stød eller kørsel på ujævne veje, eller hvis sten eller andre skarpe genstande har sat sig fat i dækket, bør du være ekstra opmærksom.

For eksempel kan uregelmæssig slitage skyldes fejl i afbalanceringen, fejl i støddæmperne, forkert sporing eller for højt eller lavt dæktryk. Det kan være svært at gennemskue, om dækket er køreklart - sving ind forbi dit værksted til en gratis inspektion.

* Test af aquaplaning, foretaget af Autobild i 2019