Lyt til artiklen:

Guide: Hold juletræet friskt hele julen

00:00
Hastighed: ???x
02:41

Abonnementsartikel

"Juletræet med sin pynt venter på, vi får begyndt. Aldrig har det vær't så grønt, aldrig har det vær't så kønt," lyder det i en af vores klassiske julesange. Men hvis træet skal holde sig grønt og kønt gennem hele julen, er det vigtigt at vælge det rette træ og give det en god behandling - ikke mindst, hvis du hører til de, der gerne vil have juletræet i hus tidligt.

Traditionelt eller holdbart?

For nogle er et juletræ ganske enkelt ensbetydende med den traditionelle, velduftende rødgran. Ulempen er dog, at rødgranen ikke er ret holdbar og kan begynde at tabe nålene efter bare en uges tid i en varm stue. Så hvis du vil have dit juletræ stående i længere tid, er det bedre at vælge en nordmannsgran, eller den endnu mere holdbare (og endnu dyrere) sølvgran, der ofte kan stå inde i det meste af en måned uden at drysse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Find et træ i topform

Når du har valgt et træ, er det smart at sikre, at det ikke allerede er halvtørt og trist, når du tager pungen op ad lommen: Ryst træet godt og tjek, om det drysser. Det er helt normalt, at der falder lidt brune nåle af, men smider træet en del grønne nåle, er det tørrere, end godt er. Det friskeste træ får du ved at købe det i en plantage, hvor du enten får lov at svinge øksen selv, eller kan få fældet dit favorittræ af en prof på stedet.

Stik det en pille

Så snart, at du er kommet hjem med dit træ, er det en god idé at stille det udendørs i en spand med rigeligt vand, helst på en plads med læ. Skær dog først to-tre centimeter af stammen - så har træet lettere ved at suge vand til sig og holde sig friskt. Indrømmet, dette råd lyder sært, men hvis du har købt en rødgran eller blågran, kan du forlænge træets holdbarhed ved at opløse et par hovedpinepiller i vandet. Det er dog vigtigt, at det er piller, der indeholder stoffet acetylsalicylsyre, såsom Treo eller Kodimagnyl.

Undgå varmechok

Juletræet kan sagtens stå udendørs i en spand vand i adskillige dage, før du tager det ind. Når du gerne vil flytte det indendørs, vil træet have godt af først at blive akklimatiseret langsomt, så det ikke får et chok af varmen indenfor. Stil det gerne i et køligt rum, som for eksempel en garage eller udestue, i et par dage, så overgangen mellem kulde og varme sker i et mere skånsomt tempo.

Tørstigt træ

Når træet er kommet ind, vil det have bedst af en så kølig placering som muligt. Stiller man det tæt på en varm radiator eller buldrende brændeovn, tørrer træet hurtigere ud og begynder at drysse. Holdbarheden vil også blive forlænget betydeligt, hvis du stiller det i en juletræsfod med vand. Husk at fylde den op jævnligt; et juletræ kan suge helt op til en liter vand i døgnet.

Kilder: Haveselskabet, Åbent Landbrug, Plantorama.

rich-media-3
For mange er det en dejlig familietradition at købe juletræet i en plantage - og det garanterer også et friskt træ. Foto: Colourbox.