Lyt til artiklen:

Her finder du landets 288 bedste vandrestier

00:00
Hastighed: ???x
02:35

Abonnementsartikel

Danskernes vandrelyst er blevet vækket kraftigt til live i løbet af det seneste år med coronakrise. Med krav om afstand og små forsamlinger har gåture været en af de måder, man har kunnet se familie og venner. Og fra i dag får danskerne endnu en grund til at dyrke deres foretrukne motionsform.

Dansk Vandrelaug og Google går nemlig sammen i et nyt partnerskab, der betyder, at danskerne gennem Google Maps bliver guidet til 288 af de bedste danske vandrestier. Hidtil har det været svært for den almindelige dansker at få et samlet overblik over gode vandrestier - det bliver nemmere nu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har et erklæret mål om at give danskerne mulighed for at færdes og opholde sig i naturen. Derfor er det et rigtig vigtigt fremskridt, at de bedste vandrestier herhjemme nu bliver mere tilgængelige for folk via Google Maps.

- Vi håber, at det giver anledning til, at endnu flere kommer ud og nyder naturen fra påsken og frem, siger Steen Kobberø-Hansen, landsformand i Dansk Vandrelaug, der er Danmarks største vandreorganisation.

Nøje udvalgte stier

Konkret har Google Maps nu fået 288 geografiske markeringer, som hver er udtryk for startstedet på en vandresti. Samtlige stier er udvalgt af Dansk Vandrelaug bl.a. på baggrund af en række specifikke kriterier, fx at stierne skal være tydeligt markeret og gerne starte og slutte samme sted. Derudover er stierne etableret af anerkendte organisationer som Friluftsrådet, der står for Kløverstierne, og SPOR i Landskabet under Landbrug & Fødevarer.

Samlet set får danskerne inspiration og adgang til flere end 2.000 kilometer vandrestier ved at åbne Google Maps enten på telefonen, computeren eller i bilen. På verdensplan er Danmark det land, hvor befolkningen har bevæget sig mest ud i naturen under coronakrisen, og Google håber med partnerskabet at kunne styrke den tendens yderligere.

- Næsten uanset hvor i Danmark, man befinder sig, er der en smuk vandresti i nærheden. Eksperterne har lavet et fremragende benarbejde i forhold til at udvælge og kortlægge netop de ruter, som viser den alsidige danske natur og fortæller gode lokalhistorier.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for at kunne gøre dem mere tilgængelige, så de fremover blot er få klik væk, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.

Sådan finder du stierne

Stierne kan fra i dag findes i Google Maps på samtlige platforme; browserudgaven og apps til både Android og iOS.

Du finder stierne ved at søge på ordet "vandreområde".