Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Undgå fælderne: Fem dårlige råd om stueplanter
Stueplanter har fået noget af en renæssance i de senere år, hvor ethvert hyggeligt hjem med respekt for sig selv har inviteret naturen indenfor i potter. Og internettet er da også fuld af gode råd om, hvordan du bedst passer og plejer dine indendørs planter - foruden en hel del dårlige.
For selvom plantefolket derude på nettet utvivlsomt mener det vel og gerne vil dele hjælpsomme tips, opstår der ofte misforståelser eller myter, der lynhurtigt kan brede sig og slå rod.
Her får du en håndfuld af de mest udbredte stueplante-myter, som i heldigste fald er spild af tid og kræfter, og i værste fald kan skade dine potteplanter:
Mayo på bladene
Mayonnaise, yoghurt og madolie er bare nogle af de ingredienser fra køkkenet, der i flæng anbefales som hjemmelavet bladglans til stueplanter. Men det er en skidt idé at smøre planternes blade ind i disse fedtede substanser, der godt nok vil få dem til at glinse umiddelbart efter, men på sigt ikke er sunde for planten og tilmed virker som en magnet på støv.

Iskold misforståelse
Ifølge et udbredt tip kan du med fordel undlade at vande din orkidé, men i stedet jævnligt lade isterninger smelte ovenpå jorden. Det siges at være gavnligt, fordi vandet så tilføres langsomt og kontrolleret. Orkidéer tåler godt nok ikke at soppe i vand, men isterning-tricket beror på en misforståelse, som nok er opstået, fordi nogle orkidéavlere i Asien bruger en beslægtet teknik. Det er dog for at undgå svedne rødder i en intens tropisk hede, som orkidéerne næppe oplever i din stue, hvor isterninger til gengæld kan stresse dem.
Glem forstøveren
De har længe heddet sig, at stueplanter har godt af jævnlige overbrusninger med vandforstøveren, når de er af den type, der trives i et fugtigt miljø i naturen. Den gode nyhed er, at det ikke skader, mens den dårlige er, at det heller ikke gavner. Det forstøvede vand fordamper så hurtigt, at planten ikke når at få glæde af det... altså medmindre, at du er villig til at svinge vandforstøveren mindst én gang i timen, viser undersøgelser.
Sejlivet myte
En anden gammel myte er den om, at man bør lægge sten i bunden af potten for at skabe dræn, inden man fylder op med jord og tilplanter. Det ellers troværdige råd (som undertegnede også har fulgt i årevis) virker dog ikke, da vandet på grund af fysikkens kringlede love foretrækker at mætte jorden, fremfor at drive ned i stenene. Så der skal med andre ord en seriøs overvanding til, før stenlaget kommer i spil. Hvis du vil sikre din plante et godt dræn, kan du i stedet blande et egnet drænmateriale i selve jorden; det virker.

Kikset kaktus-trend
Har du også set billeder på de sociale medier af planteterrarier med små kaktusser? I den senere tid er de blevet utroligt populære, og søde er de da også. Problemet er bare, at kaktusser slet ikke bryder sig om det fugtige miljø, som de trendy, ret lukkede glasbowler skaber - tværtimod. Så hvis du gerne vil skabe en minihave i en glasbowle, vil du få langt større glæde af den, hvis du vælge planter, der trives med en relativt høj luftfugtighed.
Kilder: The Guardian, greenerhousenursery.com, Country Living.