Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Tre nye naturnationalparker på vej
Urørte skove, hvor uglen flakser rundt i mørket, og hvor biller og insekter lever i barken. Lysåbne græsområder, hvor store græssende dyr gumler løs og skaber nye levesteder til planter og dyr. Og rig mulighed for at tage alle indtrykkene ind på gåture ad stisystemer eller fra udsigtstårne.
Det er, hvad de besøgende blandt andet kan se frem til i Danmarks kommende naturnationalparker. Områder, hvor naturen får plads til at udvikle sig på mere naturlige præmisser - og som skaber endnu mere spændende naturoplevelser.
Regeringen og aftaleparterne har allerede besluttet, hvor de to første naturnationalparker skal placeres, nemlig i Fussingø ved Randers og i Gribskov i Nordsjælland.
Nu løfter Miljøminister Lea Wermelin sammen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet så sløret for deres bud på, hvor Danmarks næste tre naturnationalparker skal placeres.
Det drejer sig om Almindingen på Bornholm, Stråsø mellem Herning og Holstebro og Tranum ved Jammerbugt.
- Naturen har brug for mere plads. Tusindvis af dyre- og plantearter er i fare for helt at uddø herhjemme. Her er nye naturnationalparker en del af svaret på at vende tilbagegangen. I naturnationalparkerne får vi en vildere natur, og danskerne får mere spændende naturoplevelser. Vi har afsat 888 millioner kroner på årets finanslov til at give naturen det historiske løft, der er brug for, siger miljøminister Lea Wermelin.
Flere på vej
I Natur- og Biodiversitetspakken blev der afsat penge til op mod i alt 15 naturnationalparker, og de tre nye naturnationalparker er derfor ét skridt på vejen mod at udpege og etablere Danmarks nye naturnationalparker.
Ved udpegningen af de følgende naturnationalparker lægger regeringen og støttepartierne op til en inddragende proces med borgere, interessenter og eksperter om placeringen af de næste mange naturnationalparker. Blandt andet med en konference senere på foråret, hvor der bliver rig mulighed for at melde konkrete forslag og ideer ind.