Lyt til artiklen:

Forskel på single-boliger

00:00
Hastighed: ???x
03:12

Abonnementsartikel

De fleste vil mene, at det hyggeligste er at bo sammen med familie eller partner. Men alligevel bor 1,2 mio. danske mænd og kvinder alene. Mens flest singlemænd ejer villaer, foretrækker singlekvinderne rækkehus og lejlighed.

Det skriver ejendomsmæglerkæden Estate i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mange danske villaer, rækkehuse og lejligheder købes af kærestepar eller ægtepar, der ser købet af en bolig som nøglen til deres fælles fremtid.

Men det sker imidlertid også, at enlige mænd og kvinder bor alene - enten som et aktivt valg eller på grund af livsændringer såsom en skilsmisse. Og dykker vi nærmere ned i tallene, tegner der sig et interessant billede af, hvordan de vælger at bo fordelt på boligtyper.

Ifølge tal fra estate kan 119.024 enlige mænd nemlig kalde sig villaejere, mens kun 100.895 enlige kvinder bor i en villa, de ejer. Det svarer til en fordeling på 54 pct. til mændene og 46 pct. til kvinderne.

Forskellige behov

At flere singlemænd end kvinder ejer en villa kan ifølge presseansvarlig i Estate, Alexander Falck Winther, skyldes forskellige grundlæggende behov og ønsker mellem kønnene.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Det kan ligge grundlæggende i mange mænd, at de ønsker ejerskab og kontrol over boligen. Mange kvinder har måske ikke et lige så stort behov for at bo i en villa. De foretrækker måske i stedet den fleksibilitet, der kan være i at bo i et mindre rækkehus eller i lejlighed, siger Alexander Falck Winther.

Samtidig kan løngabet mellem mænd og kvinder også spille ind, påpeger han. Tal fra 2020 fra Danmarks Statistik viser, at mænd i gennemsnit tjener 18 pct. mere end kvinder.

-At mænd generelt har en højere løn kan sagtens være medvirkende til, at enlige mænd dominerer statistikken over villaer, som er dyrere at eje, siger Alexander Falck Winther.

Omvendt for kvinder

Interessant nok viser tallene, at det omvendt er singlekvinderne, der dominerer statistikken, når det kommer ejerskab af rækkehuse og lejligheder blandt enlige danskere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Mens 32.615 singlekvinder ejer et rækkehus, kan kun 18.055 singlemænd kalde sig rækkehusejer. Det svarer til en fordeling på 64 pct. til kvinderne og 36 pct. til mændene.

Og 35.511 singlekvinder ejer deres lejlighed, mens tallet kun er 31.805 for enlige mænd. Det svarer til en fordeling på 53 pct. til kvinderne og 47 pct. til mændene.

- Mange enlige kvinder foretrækker måske den større fleksibilitet ved at eje en lejlighed eller et rækkehus fremfor en villa. Samtidig ser vi, at kvinder oftere end mænd flytter fra villaer, hvis de bliver skilt fra deres partner, siger Alexander Falck Winther.

Hvis kun én person flytter, er det i 55 pct. af tilfældene kvinden. Har parret sammen boet i villa, er andelen dog lidt højere - nemlig 65 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

I hele Danmark bor 537.934 danske mænd alene, mens 702.232 kvinder bor alene.