Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Vilde blomster er godt for alle
I mange år har Baugaarden Living Art ved Ringsted kreeret levende kunstværker i form for træer og skulpturer flettet af levende pil.
Nu har virksomheden tilføjet endnu et forretningsområde under 'Living Art' paraplyen, nemlig etablering af arealer med vilde blomster. Med forretningsudvidelsen følger et vigtigt budskab.
- En vildt-blomstrende eng er i mine øjne også 'Living Art'. Set i det lys går vores nye forretningsområde i fin tråd med vores hidtidige arbejde med levende pil, men det har ikke været det afgørende argument for beslutningen. Bier og insekter lider voldsomt under vores nuværende levemåde, og det vil gå ud over os selv om kort tid, hvis ikke vi sadler om nu, siger. I 2010 var der eksempelvis registreret 29 truede humlebiarter på listen over truede dyrearter i Danmark - i 2019 var det tal steget til hele 244 humlebiarter, fortæller Heinrich Braun, ejer af Baugaarden Living Art.
- Alle taler om biodiversitet i disse dage, men tale er ikke nok - vi MÅ og SKAL handle nu, for vi står lige foran en naturkatastrofe. Det er på høje tid, at vi prioriterer naturen før os selv, så vi får reddet, hvad reddes kan. Både som erhvervsdrivende og som privatperson føler jeg mig forpligtet til at gøre, hvad jeg kan for at hjælpe naturen tilbage på rette spor, siger Heinrich Braun.
En win-win løsning
Rundt omkring i kommunerne og i erhvervsområderne findes der store arealer med græs, som slås jævnligt hele sommeren. Heinrich Braun ser det som en win-win situation, hvis virksomhederne omlægger arealerne til vilde blomster. For der kan nemlig være mange penge at spare:
- Kommuner og private virksomheder bruger hvert år rigtig mange penge på at få slået græs en til to gange om ugen i vækstsæsonen. At etablere et areal med vilde blomster koster fra seks kroner per kvadratmeter inklusiv frø, og så er det meget billigere at vedligeholde end en græsplæne. Man sparer græsslåningen hele sommeren og kan nøjes med en klipning af blomsterarealet til efteråret. Det vil hjælpe biodiversiteten, men det vil også være en økonomisk fordel for kommunerne og virksomhederne, siger Heinrich Braun og håber, at han kan være med til at råbe virksomhedsejere, boligforeninger og kommuner op, så større arealer kan blive omlagt til vilde blomster.
Indtil nu har det primært være private og landmænd, der har henvendt sig.
Udover at så vilde blomster tager Heinrich Braun også ud og ordner arealer med sin fræser, stennedlægningsmaskine og slagleklipper.
Forårssåningen af de vilde blomster er netop overstået, men til august er Heinrich Braun klar igen med såmaskinen. Etablering af vilde blomster i sensommeren vil få frøene til at spire inden vinteren, og til næste forår blomstrer de vilde blomster endnu tidligere til glæde for både mennesker og dyr.