Lyt til artiklen:

Verdensnyhederne står i kø på Have & Landskab

00:00
Hastighed: ???x
02:15

Abonnementsartikel

Traditionen tro uddeler Maskinleverandørerne Innovationsprisen på årets Have & Landskab. I år er prisen dog som noget nyt delt op i to kategorier - en for større materiel og en for småmaskiner.

- Til HL17 og HL19 havde vi kun de store maskiner med i konkurrencen, men med dette initiativ udvider vi paletten og giver indkøberne et mere komplet billede af mulighederne på markedet, forklarer Klaus Nissen, der er branchedirektør hos Maskinleverandørerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

21 spritnye maskiner står klar til at dyste om hæderen. Hele otte af dem er deciderede verdensnyheder og de fordeler sig med syv nyheder blandt småmaskinerne og 14 i den større kategori.

- Der er selvfølgelig meget fokus på eldrift. Det er jo en udvikling, som vi ser overalt, og som indkøberne har stor interesse i. Det samme gælder maskiner med forbrændingsmotorer, som skal leve op til STAGE-kravene. Men også indenfor sikkerhed, ergonomi og miljø er der reelle danmarks- og verdensnyheder på programmet, så det bliver spændende at opleve live, siger Klaus Nissen.

Igen i år kommer konkurrencens maskinnyheder til at være markeret på oversigtskort og med skilte på de enkelte stande med en, to eller tre lysende idépærer, alt efter om der er tale om en firmanyhed, danmarksnyhed eller verdensnyhed.

Dobbelt vinder stiller op igen

Både til HL17 og HL19 var det H.A. Fog, der løb med sejren. Til HL21 har indehaver Karsten Fog meldt sig på banen med hele fem nyheder - fire maskiner og en styreenhed.

- Vi er meget fokuserede på el, og det var vores eldrevne zero-turn klipper Mean Green, som vi vandt med sidste gang. I år er vi klar med en ny og større model, men også med bl.a. en reel elbil med størrelse som en varebil og godkendt til at køre på landevejen, altså en rigtig bil, fortæller Karsten Fog.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Han tør dog ikke tage en sejr ved årets konkurrence for givet.

- At lave hattrick er måske utopi, men vi har da nogle gode kandidater med, så lad os nu se, siger Karsten Fog.

Nyhederne bliver først afsløret til Have & Landskab og top tre bliver kåret på Maskintorvet på klokken 12.00 på åbningsdagen den 25. august.