Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
Tilføj til lytteliste
På lytteliste
Tilføj til lytteliste
Lyt til artiklen:
Autocamper kørte 2.000 kilometer gennem Europa på ren solenergi
2.000 kilometer uden at tanke op eller slutte autocamperen til en kontakt. Det blev resultat for en succesfuld tur gennem Europa for den nyudviklede soldrevne camper med navnet Stella Vita.
Bag projektet står 22 unge studerende fra Eindhoven University of Technology. I september sidste år besluttede de studerende at danne Solar Team Eindhoven med det formål at understøtte udviklingen frem mod en mere bæredygtig fremtid.
En af de studerende, Tijn ter Horst siger til den amerikanske tv-station CNN:
"Vores hovedformål med projektet er at inspirere andre til at deltage i overgangen til en mere bæredygtig fremtid. Så vi vil gerne vise, hvad der er muligt".
Startede sidste år
Gruppen startede på udviklingen af camperen i september sidste år, og i juli i år var de klar til at teste den soldrevne autocamper, som de døbte Stella Vita.
Stella Vita har plads til to passagerer. Camperen er udstyret med køkken, seng, sofa, bad og toilet. Den er 7,2 meter lang, og når taget er "slået op" er højden 2,54, så der er rigelig plads til at stå op.
Batterikapaciteten (Lithium-ion) er på 60 kWh, og den kan køre 730 kilometer om dagen, og 600 om natten med en maksimum hastighed på 120 kilometer i timen.
Når den kører sørger 8,8 kvadratmeter solceller på taget for strøm, og når den står stille kan taget foldes ud, så der i alt er 17,5 kvadratmeter solceller.
Pandekager suger strøm
Da først testen var overstået, gik det stærkt. Stella Vita forlod Eindhoven den 19. september sidste år, og selv om de første dage bød på problemer, og den måtte fragtes på trailer, så blev de løst, og den soldrevne feriebil sluttede med at køre 2.000 kilometer uden at lade op via kontakt.
Ud over at sørge for strøm til at køre, drev batterierne også køkken, varmt vand til bad og så videre.
"Undervejs blev vi endnu mere opmærksomme på vores energibehov. Vi kunne følge med i, hvordan solen fyldte batterierne op, og hvor hurtigt de blev drænet igen, når man for eksempel lavede pandekager", fortæller Tijn ter Horst til CNN
Den 15. oktober sluttede den succesrige i alt 3.000 kilometer lange tur på Spaniens sydspids, nærmere betegnet i byen Tarifa.
Undervejs havde autocamperen været i byer som Paris, Madrid og Toledo, hvor Stella Vita vakte stor opsigt.