Lyt til artiklen:

Sådan gør du båden vinterklar

00:00
Hastighed: ???x
03:01

Abonnementsartikel

Når de første dage med minusgrader nærmer sig, er der ofte travlhed ved optagningspladserne rundt omkring i landets havne. Og der kan forventes at være ekstra travlt i år. Dansk Sejlunion har oplevet den største vækst i medlemstallet siden 80'erne med hele 1.895 nye medlemmer i løbet af 2021.

Hos detailkæden Biltema, der forhandler udstyr til sejlads og båd, har man også mærket en stigende interesse for sejlads.- Vandet har trukket meget i folk, efter coronaen kom ind i vores tilværelser. Det har været et stort hit i år at købe båd og sejle. Vi har oplevet rigtig mange nybegyndere inden for sejlads, der gerne vil vide, hvordan man skal passe og pleje sin båd, fortæller Per Normann, der rådgiver kunderne omkring båd hos Biltema. Han anbefaler, at man er i god tid med bådoptagningen og har følgende råd til at få båden gjort vinterklar.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Støt båden godt

Når først båden er taget op af vandet, skal den placeres stabilt og med god støtte på land. Det er vigtigt, at båden står stabilt og sikkert, så den kan modstå både efterårsstorme og snestorme. God støtte handler om at få vægten fordelt ligeligt, også hvis båden blot opbevares på en trailer.

Klargør motoren

Når motoren skal gøres vinterklar, skal den varmes op, så termostaten i kølesystemet er åben, og frostvæsken kan komme rundt. Det gøres med ferskvand som køling. Efter 5-10 minutter lukkes for vandet, og der hældes omtrent en liter frostvæske i vandfilteret.

Stop motoren igen, når der kommer frostvæske ud af udstødningen. Væsken skal opsamles, da den er meget giftig. Herefter tages den gamle olie af med en olieskiftpumpe, filteret skiftes og ny oliepåfyldes. Oliestanden kontrolleres med en målepind - også gerne efter motoren har været startet op igen.

Oplad batterierne

Er der batteri, kan det godt tåle at overvintre i båden. Dog bør det oplades, inden vinteren sætter ind. Et fuldt opladet batteri tåler nemlig langt højere frostgrader end et afladet, der kan sprænge allerede ved 4-5 graders frost.

Rengør ude og inde

Har du ikke været grundig med at fjerne alger, skaller og anden belægning i løbet af forår og sommer, er det nu, det skal gøres, så det ikke gror fast over vinteren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med en tryksprøjte kan skidtet nemt spules af, mens det mere genstridige tages med sæbe og svamp. Den indendørs rengøring skal selvfølgelig også prioriteres. Husk særligt at tømme og rengøre køleskab samt andre skabe og skuffer, der bruges til opbevaring af fødevarer.

Overdæk båden

For at passe bedst muligt på båden i vintervejret bør du dække den med en bådpresenning. Her er det vigtigt at tage højde for hældningen af presenningen, så der ikke samles vandpytter, der kan ende med at sive ind til båden.

Samtidig er det vigtigt at give båden en lille smule ventilation. Derfor skal presenningen stadig give mulighed for en let luftgennemstrømning, så der ikke opstår fugtskader.