Lyt til artiklen:

Kan du bruge vinterdækkene fra sidste år?

00:00
Hastighed: ???x
02:38

Abonnementsartikel

Kolde dage kræver vinterdæk. Vinterdæk er nemlig ikke kun designet til kørsel på sne og is, de er tilpasset de lavere temperaturer om vinteren.

- Du skal skifte til vinterdæk tidligere, end du tror - typisk er det allerede i begyndelsen af oktober, når morgen- og aftentemperaturen kommer ned omkring 7 grader, oplyser Jesper Sørensen, teknisk chef hos dækproducenten Bridgestone.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sommerdæk dur ikke i vinterhalvåret

Vinterdæk klarer sig bedre ved lave temperaturer og sne og is på grund af kombinationen af særlige slidbanemønstre, dybere mønsterdybde og måske vigtigst af alt, gummiblandingen.

- Vinterdæk er lavet af en blødere gummiblanding end sommerdæk, så de ikke stivner, når temperaturen falder. Sommerdæk bliver stive, hvis man bruger dem om vinteren, og det giver både længere bremselængde og dårligere vejgreb, forklarer Jesper Sørensen.

Tjek det brugte vinterdæk

Vinterdækket skal kunne gribe effektivt fat i både dyb sne og fastkørt is, og det skal kunne bortlede store mængder vand og slud - her er dækkets mønsterdybde helt afgørende. Sørg for at måle mønsterdybden, før du sætter dækkene fra sidste år på bilen.

Det gør du med en mønsterdybdemåler - mål i hver af de centrale riller og på mindst to punkter i hver rille. Husk at måle alle fire dæk.

Hvis du ikke selv har en mønsterdybdemåler, så kør forbi dit lokale autoværksted til et gratis tjek.

Artiklen fortsætter efter annoncen

En mønsterdybde på 1,6 er absolut minimumLoven kræver en mønsterdybde på minimum 1,6 mm, men Jesper Sørensen anbefaler en mønsterdybde på mindst 4 mm for vinterdæk.

- Under 4 mm har dækket ikke længere egentlige vinteregenskaber og giver dermed falsk tryghed ved kørsel i vintervejr. Kører du for eksempel på våd vej med 80 km i timen med nye dæk, er bremselængden ca. 26 meter - men er du nede på en mønsterdybde på 1,6 mm, skal du bruge ca. 40 meter for at bremse. Ved højere hastigheder er forskellen endnu større.

Afslører fejl på bilen

Undersøg også om dækket er slidt uregelmæssigt eller har skæreskader, udrivninger, revner eller buler på dæksiden, det kan afsløre fejl på din bil.

Hvis der er skader efter stød eller kørsel på ujævne veje, eller hvis sten eller andre skarpe genstande har sat sig fat i dækket, bør du være ekstra opmærksom.

For eksempel kan uregelmæssige slidmærker skyldes fejl i afbalanceringen, fejl i støddæmperne, forkert sporing eller for højt eller lavt dæktryk. Det kan være svært at gennemskue, om dækket er køreklart - også her kan du få en gratis inspektion på dit værksted.